Bank i datalæk: Sendte kunders cpr-numre ud

Flere end 1000 kunder i Vestjysk Bank er ramt af et datalæk, hvor banken har sendt deres personlige oplysninger ud.

Bankdirektøren understreger, at man skal bruge Nem-id for at tilgå banken. (Foto: Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske bank Vestjysk Bank er blevet ramt af et datalæk, der ifølge banken skyldes “en personlig fejl”.

Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer. Mere end 1000 kunder er berørt af lækket.

Ved lækket har banken sendt navn, adresse, email-adresse og cpr-nummer ud på de mere end 1000 kunder, der er indbefattet.

Det er ifølge bankdirektør i Vestjysk Bank, Jan Ulsø Madsen, omkring 100 af bankens andre privatkunder, der har modtaget oplysningerne:

– Vi er frygtelig kede af det her. Det er en menneskelig fejl, og vi skal nu ind og kigge på vores procedurer for at se, om de er stærke nok, siger Jan Ulsø Madsen til Dagbladet Holstebro-Struer.

Skal bruge Nem-id

Han understreger, at bankens systemer ikke kan tilgåes uden Nem-id.

Det er ifølge bankdirektøren lykkedes at tilbagekalde en del af de mails, man har sendt ud. For resten gælder det, at banken har sendt en mail ud om, at man opfordres til at slette mailen med de personfølsomme oplysninger, hvis man har modtaget den.

Ifølge Datatilsynet er lækket af cpr-numre i sig selv ikke noget at bekymre sig om, men IT-sikkerhedsspecialist Allan Frank understreger over for Dagbladet Holstebro-Struer at oplysningerne kan misbruges til nogle typer af kontrolspørgsmål.

Vestjysk Bank har filialer i Herning, Thyborøn, Lemvig, Struer, Holstebro, Ringkøbing, Hvide Sande, Esbjerg, Skjern, Videbæk, Viborg, Randers, Hadsten, Aarhus og Horsens.

Powered by Labrador CMS