Banegård blev afspærret efter stort slagsmål
Et stort slagsmål har lørdag fundet sted på Aarhus Hovedbanegård. Der er anholdt flere personer.
Lørdag eftermiddag udbrød et stort slagsmål mellem indvandrere foran Aarhus Hovedbanegård, og det fik Østjyllands Politi til at afspærre både området foran, men også forhallen i selve bygningen.
– Vi bliver tilkaldt til et slagsmål klokken 14:54. Det er en gruppe på syv til otte personer, hvor af de fleste er kendt af os i forvejen, der er oppe at toppes, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi, Jes Frederiksen.
Området blev afspærret, så politiet kunne lede efter eventuelle våben.
Flere anholdt
Politiet kender endnu ikke motivet eller årsagen til slagsmålet, hvilket man arbejder på at afklare. Fem personer blev anholdt efter episoden.
Samtidig arbejder politiet med at finde ud af, om der er brugt våben.
– Flere af dem har snitsår, der kunne indikere, at der er brugt våben. Men vi har ikke fundet knive eller andet på stedet, siger Jes Frederiksen.
Klokken 16 blev afspærringen fjernet igen.
Ved du noget eller har du billeder af episoden, kan Newsbreak.dk kontaktes på mail: redaktion@newsbreak.dk