Bagmand dømt: 10 år for at smugle 4 ton hash
Efter flere år i skjul fik bagmanden i stor smuglersag sin dom i byretten
En 54-årig mand skal 10 år i fængsel for at stå bag indsmuglet 4,1 ton hash til Danmark fra Spanien. Det har Retten i Næstved afgjort torsdag.
Han blev anholdt i august sidste år og udleveret til Danmark fra Spanien, mens han havde været international efterlyst i tre år.
– Jeg kan med tilfredshed konstatere, at retten deler anklagemyndighedens vurdering af, at den 54-årige spillede en ledende rolle i det kriminelle netværk, der smuglede de store mængder hash ind i landet. Byretten har fulgt vores påstand om fængsel i ti år, og det viser, at domstolene ser alvorligt på denne form for organiseret kriminalitet, siger senioranklager Ulrich Thomsen i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.
Den 54-årige bagmand er dømt for at have smuglet hashen ind i landet i perioden december 2016 til september 2017. Udover de ti års fængsel har retten krævet at 8.236.00 kroner bliver konfiskeret fra manden.
Flere dømte
Der er tale om en større sag, hvor 11 personer allerede er dømt. Både by- og landsret har i sagerne mod de dømte afgjort, at der var tale om organiseret narkokriminalitet og slået fast, at mængden var på 4,1 ton hash.
Derfor skulle Retten i Næstved blot afgøre, om den 54-årige var bagmanden i organisationen.
Den dømte bagmand er fortsat varetægtsfængslet i sagen, men han har valgt at anke dommen til landsretten.