Baglandet i krads kritik af Ellemann

Der er kritiske røster i Venstre, efter at Jakob Ellemann-Jensen har erklæret sig klar til endnu et løftebrud

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er en velkendt fare i politik, at man kan kravle så langt op i et træ med et tilsyneladende stålsat og ubøjeligt budskab, at det kan blive meget svært at komme ned fra træet igen.

Og på turen ned skal man måske endda sluge den helt store kamel.

Sådan er virkeligheden lige nu for Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der er godt i gang med at begå flere selverkendte løftebrud for at få Venstre med i regering med Socialdemokratiet.

Fra baglandet

Kritikken fra baglandsstemmer i hans eget parti hagler da også ned over Jakob Ellemann-Jensen, efter at han søndag erklærede sig klar til at bakke ud af et ellers ultimativt Venstre-krav om, at der skal være en advokatvurdering af fungerende statsminister Mette Frederiksens (S) rolle i Minksagen.

- Politik er det muliges kunst, men han (Jakob Ellemann-Jensen, red.) kommer til at løbe fra noget, som han har udtalt sig så kategorisk om.

- Jeg synes, at han er kravlet for langt op i træerne, siger Mikael Klitgaard (V), der er borgmester i Brønderslev Kommune, til DR.

Gør det modsatte

Anders G. Christensen (V), der er medlem af Venstres hovedbestyrelse og regionsrådet i Region Midtjylland, peger på, at Ellemann med sin kovending gør det fuldstændig modsatte af, hvad Venstre gik til valg på 1. november.

- Det er noget af en kamel at sluge, siger han til DR.

Emil Pedersen, som er byrådsmedlem for Venstre i Esbjerg Kommune, lægger ikke fingrene imellem i sin kritik.

- Jeg er virkelig, virkelig ked af det og skuffet.

- Jeg vil endda sige, at jeg skammer mig over, at vi i dag (søndag, red.) er ude og ikke bare gå på kompromis med de principper, Venstre har stået på mål for i flere år, men helt forlade dem, siger han til TV 2.

Det skorter ikke på intern kritik fra Venstres bagland, efter at formand Jakob Ellemann-Jensen søndag erklærede sig klar til at droppe en advokatvurdering af Mette Frederiksens (S) rolle i Minksagen, hvis Venstre og Socialdemokratiet ender med at gå i regering sammen.
Det skorter ikke på intern kritik fra Venstres bagland, efter at formand Jakob Ellemann-Jensen søndag erklærede sig klar til at droppe en advokatvurdering af Mette Frederiksens (S) rolle i Minksagen, hvis Venstre og Socialdemokratiet ender med at gå i regering sammen.

Har erkendt løftebrud

Jakob Ellemann-Jensen har tidligere erkendt, at han kommer til at begå løftebrud, hvis han er med til at gøre Mette Frederiksen til statsminister.

Det lovede han vælgerne før folketingsvalget, at han under ingen omstændigheder ville gøre. Efter blå bloks meget dårlige valg er han dog kommet på andre tanker.

Derfor forhandler Jakob Ellemann-Jensen i disse dage på Marienborg, statsministerens embedsbolig, med Mette Frederiksen om et regeringssamarbejde.

Også Moderaterne og De Radikale deltager i forhandlingerne i øjeblikket.

Jakob Ellemann-Jensen

Jakob Ellemann-Jensen, født 25. september 1973 i Hørsholm, søn af fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og fhv. chefredaktør Alice Vestergaard. Gift. Far til tre børn.
Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Venstre i Østjyllands Storkreds fra 18. juni 2015.
Folketingsmedlem for Venstre i Fyns Storkreds, 15. september 2011 – 18. juni 2015.
Kandidat for Venstre i Aarhus Sydkredsen fra 2014.
Kandidat for Venstre i Odense Østkredsen, 2010-2014.
Parlamentarisk karriere
Formand for Venstres folketingsgruppe, 2019-2020.
Formand for Venstre fra 2019.
Politisk ordfører, 2019.
Miljø- og fødevareminister, 2. maj 2018 – 27. juni 2019.
Næstformand for Dansk Interparlamentarisk Gruppes bestyrelse, 2016-2018.
Politisk ordfører, 2015-2018.
Uddannelse
Cand.merc.jur., Handelshøjskolen i København, 2000-2002.
Ha (jur.), Handelshøjskolen i København, 1996-1999.
Grundkursus til officer af reserven, Hærens Kampskole, 1994.
Sergent i Hæren, Sergentskolen i Sønderborg, 1993.
Matematisk student, N. Zahles Gymnasieskole, 1989-1992.
Beskæftigelse
Koncernjurist, GN Store Nord A/S, 2007-2011.
Afdelingschef, IBM Danmark A/S, 2005-2007.
Jurist, IBM Danmark A/S, 2002-2005.
Juridisk rådgiver, PwC Consulting A/S, 2000-2002.
Officer af Reserven fra 2000.
Kaptajn, Den danske Bataljon i Bosnien-Hercegovina, 1999-2000.
Premierløjtnant af reserven, Den internationale Brigade, 1996-1999.
Løjtnant, Sjællandske Livregiment, 1994-1996.
Værnepligtig menig og sergent, Den Kongelige Livgarde, 1992-1994.

Kilde: ft.dk

Powered by Labrador CMS