Bagerkæde dropper kagemand
Det må ikke længere hedde en "kagemand" eller en "kagekone" - nu skal det hedde en "kageperson"
Det er snart slut med at kunne bestille en "kagemand" eller en "kagekone" fra bagerkæden Lagkagehuset.
I stedet vil kunder kunne bestille en "kageperson".
Det fortæller Malin Gardeström, der er ansvarlig for brandmarketing og ekstern kommunikation hos Lagkagehuset, til Berlingske.
- For os er det vigtigt, at vi afspejler samtiden og omfavner den mangfoldighed, der er i samfundet og også giver muligheder til dem, som normalt ikke føler sig afspejlet i den binære kønsfremstilling, siger hun.
Kan bestilles på app
I dag skal Lagkagehusets kunder enten ringe eller selv møde op i butikken for at bestille den populære fødselsdagsspise. I dialog med den lokale bager kan kunden selv tilpasse kagemanden eller kagekonens hårlængde og påklædning.
Men Lagkagehuset arbejder på at gøre det muligt at bestille over bagerkædens app, og her skal kunderne selv kunne designe deres foretrukne model.
Det er i den forbindelse, at begrebet kageperson bliver skabt.
- For ikke at låse os fast i en kønsstereotyp forestilling, når vi bygger funktionaliteten i appen, vil vi gerne kalde det for en kageperson og så åbne for, at folk selv kan definere udseende og vælge, om det skal være bukser eller kjole, kort eller langt hår. Rødt, brunt eller sort hår, siger Malin Gardeström.
Mere end 100 butikker
Lagkagehuset har siden 2008 vokset sig til en landsdækkende bagerkæde i Danmark med i dag flere end 100 butikker.
Kæden har også butikker i London og i New York.
600.000 personer har ifølge Berlingske hentet Lagkagehusets app.