Bærer på hemmelighed

For fjerde gang medvirker skuespiller Merete Mærkedahl i Cirkusrevyen. Når tæppet går op, parodierer hun blandt andet landets statsminister

Offentliggjort Sidst opdateret

Merete Mærkedahl er efterhånden blevet kendt for at parodiere Danmarks statsminister.

I øjeblikket medvirker hun for fjerde gang i Cirkusrevyen, og her spiller Merete Mærkedahl også Mette Frederiksen - to gange endda.

- Hun er jo en af de største karakterer, man kan lave ud over dronningen eller en anden fra kongehuset. Der er mange, der har holdninger til hende, men jeg skal ligesom portrættere det menneske, hun er, fortæller Merete Mærkedahl.

Studerede videoer

Det kræver forberedelse at spille Danmarks statsminister. Derfor har den 42-årige skuespillere nærstuderet videoer af Mette Frederiksen.

- Jeg skal kunne hendes gestik, og så har jeg også kigget rigtig meget på hendes mimik, forklarer hun.

Bærer på hemmelighed

Når sommeren og Cirkusrevyen er slut, skal Merete Mærkedahl stadig stå på de skrå brædder.

- Jeg må ikke sige noget om det endnu, men jeg skal lave noget teater, fortæller hun.

Men hun vil også gerne fortsætte med at stå foran kameraet og lave film og tv-serier.

- Jeg kunne sagtens finde på at være med i en tv-serie, der kører over flere sæsoner igen. Jeg har kun haft gode oplevelser med det. Det er altid skønt, at være en del af et hold man kender, siger Merete Mærkedahl.

Merete Mærkedahl er født og opvokset i Thy. I 2009 blev hun uddannet fra skuespillerskolen i Aarhus. (Arkivfoto).

Vemodigt

I foråret tog hun afsked med "Badehotellet" efter ti sæsoner og ti år som stuepigen Otilia.

- Det er selvfølgelig vemodigt, at vi nu ikke skal mødes mere, fordi det har været sådan et dejligt kollegaskab både med skuespillere, teknikere og lysmænd, siger hun og fortsætter:

- Men samtidig føles det rigtigt at stoppe. Det har været rigtig godt, og så stoppede det også på toppen, kan man sige.

Flere forestillinger

Cirkusrevyen spiller frem til 31. august, efter at der i starten af juli er blevet tilføjet fire ekstra forestillinger.

Foruden Merete Mærkedahl medvirker også Silas Holst, Niels Olsen, Pernille Schrøder, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard.

Powered by Labrador CMS