Badminton: Stærk dansk start i sæsonfinale

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Både Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus åbnede sæsonfinalen med en sejr i gruppespillet.

Den danske badmintonstjerne Jan Ø. Jørgensen er kommet godt i gang med sæsonfinalen World Superseries Finals i Dubai.

Verdens nummer tre fra Danmark vandt onsdag med 21-15, 21-9 i gruppe B over indonesiske Tommy Sugiarto, verdens nummer fem.

Hans-Kristian Vittinghus, som er nummer 12 på verdensranglisten, ville ikke holde sig tilbage for sin landsmand.

Vittinghus, der er placeret i gruppe A, sejrede også i sin første kamp, og han fik en god skalp. Han vandt 21-13, 21-16 over verdens nummer fire, koreanske Wan Ho Son.

De to bedste fra gruppespillet går videre til semifinalerne.

Danmark er repræsenteret i alle rækker. Carsten Mogensen/Mathias Boe er med i herredouble, Joachim Fischer/Christinna Pedersen er med i mixeddouble, mens Christinna Pedersen også er med i damedouble med Kamilla Rytter Juhl.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS