Badeland blev lukket og livreddere indlagt: Nu er der nyt om deres tilstand

De første foranstaltninger er sat i værk for, at det samme ikke sker igen en anden gang.

Det er stadig uvist, hvorfor det ikke blev opdaget, at der var noget galt med luftfugtighedsmåleren i Dayz. Foto: Screenshot.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er en tydeligt berørt centerchef for Dayz Seawest, der taler med Newsbreak.dk ovenpå en hektisk dag, hvor centerets badeland blev lukket og flere af de tilknyttede livreddere indlagt på hospitalet.

– Jeg er meget personligt påvirket af det. Det er helt forfærdeligt, fortæller centerchef Bjarne Høgh til Newsbreak.dk, da han onsdag aften gør status over, hvordan det står til de de livreddere, der blev indlagt, efter at luften i badelandet ikke blev renset ordentligt igennem, og der derfor var for megen klor i luften. Heldigvis er alle nu udskrevet efter den voldsomme hændelse.

– Jeg talte med vores bademester Dennis tidligere. Det var ham, der var hårdest ramt. Han var også blevet udskrevet, fortæller Bjarne Høgh.

Det var netop bademesteren Dennis, der som den første kontaktede Bjarne Høgh tirsdag eftermiddag.

– Han kom ind til mig og sagde, at han havde det skidt. Da han skulle til vagtlægen blev vi opmærksomme, siger Bjarne Høgh.

De udskrevne livreddere er blevet oplyst om, at der ikke bør være nogen langvarige følgeskader af det, de har været igennem. Men de kommer til at døje med røde øjne det næste stykke tid.

Ingen gæster indlagt

Det har efterfølgende vist sig, at luftfugtigheden i badelandet oversteg det tilladte niveau, og at koncentrationen af klor blev for høj i luften. Stedets livreddere var dem, der var mest i kontakt med kloren, og derfor er det også dem, der blev hårdest ramt.

– Der har været enkelte gæster, der har været påvirket af det, de har oplevet røde øjne og irritation, siger Bjarne Høgh. Men han har ikke hørt, at nogle af stedets gæster skulle være blevet indlagt som konsekvens af besøget i badelandet.

Måler var i stykker

Centerchefen fortæller, at det var en defekt luftfugtihedsmåler, der var årsag til, at luftfugtigheden steg over den tilladte grænse.

– Den var defekt, og den er blevet skiftet, fortæller Bjarne Høgh. Han tilføjer, at der er sat analoge målere op inde i badelandet, så de ansatte løbende kan holde øje med luftfugtigheden. Og der skal også gøres andet og mere for, at det samme problem ikke opstår igen. For nu ved man nemlig ikke, hvorfor det ikke blevet opdaget, at måleren var defekt.

– Det her kræver en gennemgang af vores rutiner, understreger Bjarne Høgh.

Selvom han er lettet over og glad for, at ingen af hans ansatte får men af affæren, er han stadig rystet onsdag aften.

– Jeg er voldsomt ked af det, siger Bjarne Høgh.

Powered by Labrador CMS