Båd spærrer motorvej
Den fynske motorvej, E20, er spærret i den vestgående retning nær Nyborg, da en båd er væltet af en trailer.
På mirakuløs vis kom der ingen personer til skade, da en båd på tre ton pludselig faldt af en trailer på den fynske motorvej nær Nyborg tirsdag middag.
Flere biler stødte sammen i forsøget på at undgå den trillende båd, men kun bilerne har fået skrammer, oplyser Fyns Politi.
– En båd er væltet af en trailer, så en række biler kører sammen. Båden er 12 meter lang og vejer tre ton, og den ligger og spærrer vejen, så vi er i gang med at få den væk fra vejen, siger vagtchef Kenneth Taanquist til Ritzau.
Selvom ingen kom til skade, så tager det lang tid, før bilisterne igen kan køre mod Jylland på den fynske motorvej.
– Vi forventer at kunne åbne igen omkring klokken 16. Der er lige nu godt en kilometer kø, og vi anbefaler, at folk kører af ved Nyborg Vest, siger vagtchefen.
/ritzau/