Aviser: Nu skal Macron gøre sig fortjent til sin sejr

Macrons valgsejr viser, at højrepopulisme ikke er det eneste svar på gamle partiers krise, mener Information.

Her hyldes Emmanuel Macron og hans hustru, Brigitte Trogneux, af tilhængere efter sejren. En stor opgave venter den nyvalgte præsident, mener danske lederskribenter. Foto: Christian Hartmann/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Emmanuel Macron vandt som ventet søndagens præsidentvalg i Frankrig, men “Macron blev i høj grad valgt på at ikke være Marine Le Pen”, skriver Berlingske mandag i sin leder.

– Det er ikke sundt for noget demokratisk system. Nu skal han vise, at han fortjener sin sejr, fordi han er Macron, mener lederskribenten.

Den kommende præsident er i modsætning til Le Pen varm tilhænger af EU, og derfor er hans sejr “en god nyhed for dem, der stadig tror på, at europæere må stå sammen i en tid, hvor autokrater som Erdogan og Putin forsøger at splitte os ad”.

– Men hvis glæden og lettelsen ikke skal blive kortvarig, så er der også grund til at gøre sig klart, hvor stærkt forandringens vinde blæser i Frankrig og i resten af Europa, fortsætter lederen.

Den gængse opfattelse af Le Pen som repræsentant for det ekstreme højre og Macron som den midtsøgende holder nemlig ikke.

– Midten er forsvundet og erstattet af to yderfløje, der groft sagt kæmper for og imod globaliseringen, skriver Berlingske.

Og fordi mange – både ældre og unge – vælgere i første valgrunde stemte for kandidater med et andet syn end Macron på globalisering, så bliver Macrons største opgave “at regere på vegne af alle de utilfredse franskmænd på en måde, så de føler sig inddraget og hørt”.

Ifølge Informations lederskribent demonstrerer Macron med sin sejr, at “højrepopulisme ikke er det eneste svar på de gamle partiers og de politiske institutioners krise”.

– Emmanuel Macron har således fundet en vej, som ikke er oprøret fra højre, men oprøret fra midten, skriver Information under overskriften “En helt ny præsident”.

“Ja til åbenhed”

Politiken ser sejren “som et ja til åbenhed, ja til Europa og en klar afvisning af nationalisme og fremmedhad”.

– Men valget var også ildevarslende: Med mere end hver tredje stemme opnåede Marine Le Pen og hendes Front National ikke bare sit bedste resultat nogensinde. Hun næsten fordoblede opbakningen fra de to foregående.

Derfor skal Macron nu vise, at han magter opgaven.

Overblik: Macrons første måned som præsident

Franskmændene har søndag valgt centrumkandidaten Emmanuel Macron som deres næste præsident.

Sådan ser hans første måned ud:

  • 8. maj: Emmanuel Macron har sin første offentlige optræden sammen med den afgående præsident, François Hollande, til en ceremoni ved Triumfbuen i Paris, der markerer slutningen på den tyske besættelse i 1945
  • 9.-13 maj: Den nuværende socialistiske regering trækker sig tilbage inden for denne periode.
  • 10. maj: De endelige resultater for præsidentvalget offentliggøres af Frankrigs Forfatningsråd.
  • 13.-15. maj: Det forventes, at den nye præsident bliver taget i ed 15. maj. Datoen er dog endnu ikke fastlagt. Ceremonien finder sted i Élysée-palæet, hvor den afgående præsident vil videregive koderne til Frankrigs atomvåben. Den nye præsident vil bagefter udnævne en premierminister, som vil danne en regering. I 2012 tog det to dage.
  • 22. maj: Valgkampen op til parlamentsvalget i juni bliver sat i gang.
  • 25.-27 maj: Den nye præsident forventes for første gang at tage kontakt til udenlandske statsoverhoveder. Man regner blandt andet med, at han vil deltage i Nato-mødet i Bruxelles 25. maj.

Kilde: Reuters

– Ellers kan det næste præsidentvalg meget vel få en helt anden vinder, mener Politiken.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS