Avis: Frikirke lukker efter anklager om overgreb på børn
Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter at have modtaget en anmeldelse om overgreb i en nu lukket frikirke.
En jysk frikirke er blevet lukket, efter at flere børn og unge på et møde i kirken har fortalt om overgreb begået af en præst.
Det skriver Metroxpress mandag. Overgrebene skal have fundet sted fra 2006 til 2011.
– Vi er i chok. Det er utrolig svært at fatte. Vi spurgte rundt på mødet, og det viste sig, at der er foregået rigtig mange ting, som ikke skulle foregå, siger lederen af kirken til Metroxpress.
Han valgte at lukke kirken efter mødet, der fandt sted 27. april. Metroxpress nævner hverken navnet på kirken eller præsten, da det endnu ikke er blevet fastslået, om der er hold i anklagerne.
Flere afhørt
Politiinspektør Ole Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter over for Ritzau, at politiet har modtaget en anmeldelse og har afhørt flere personer.
Ifølge Metroxpress blev anklager mod præsten også efterforsket i 2012, men sagen blev dengang opgivet på grund af manglende beviser. Også amerikansk politi er ifølge avisen ved at efterforske den danske præst for overgreb.
/ritzau/