Avis: Danish Crown genopliver børsplaner

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Newspaq
Newspaq

En børsnotering er atter kommet frem fra skufferne hos Danish Crown i jagten på mere kapital, siger kilder.

Slagterigiganten Danish Crown har efter tre års pause igen pustet liv i overvejelserne om en børsnotering, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Slagterigiganten droppede ellers en børsnotering i 2011, men avisen erfarer fra en række kilder med kendskab til overvejelserne, at ledelsen i Danish Crown nu igen kigger på mulighederne for at sende Europas største svineslagteri på børsen.

Flere kilder siger, at koncernens tanker om en mulig børsnotering igen er blevet aktuelle, idet Danish Crown-ledelsen har fremtidige ekspansionsplaner i blandt andet Tyskland, og at obligationsudstedelser ikke vil være nok til at finansiere planerne i fremtiden.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er der ikke truffet en endelig beslutning endnu, da ledelsen i Danish Crown stadig overvejer flere muligheder.

Selskabet er således heller ikke så langt i processen, at man har valgt egentlige banker, men koncernen har været i kontakt med flere investeringsbanker for at lufte idéen.

Danish Crown har de seneste år været nødt til at lukke en række danske slagterier. Det har sat den danske slagterikoncern under pres.

I jagten på mere kapital og et bredere økonomisk fundament er både en børsnotering eller fusion med andre slagteriselskaber derfor potentielle muligheder.

– Generelt set interesserer vi os til stadighed for, hvordan vi fremadrettet kan skaffe os finansiering til vækst og så videre, siger Erik Bredholt, formand i Danish Crown, til Jyllands-Posten.

Formanden for Landsforeningen for Svineproducenter siger til avisen, at en børsnotering ville være kærkommen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS