Autismeforening: Tvivlsomt at autisme og omskæring kan sammenkædes
Både autismeforening og børneprofessor mener, at det er tvivlsomt, at omskæring skulle være årsag til autisme
Sammenkædning af autisme og omskæring er meget misvisende.
Så klar er meldingen fra Landsforeningen Autisme, efter at forskere fra Statens Serum Institut fredag har offentliggjort et studie, der kæder rituel omskæring sammen med autisme.
Studiet offentliggøres fredag i det britiske videnskabelige tidsskrift Journal of The Royal Society of Medicine og konkluderer, at drenge, der omskæres, har 46 procent højere risiko for at udvikle autismeforstyrrelser.
Landsforeningen Autisme opfordrer til, at flere internationale projekter undersøger området yderligere, før der drages hurtige konklusioner.
– Det er vigtigt at huske på, at studiet alene viser et sammenfald i forskellige oplysninger, som man har valgt at holde op imod hinanden. Det beviser på ingen måde, at der er en reel årsagssammenhæng mellem omskæring og autisme, siger landsformand Heidi Thamestrup fra Landsforeningen Autisme.
Ifølge landsforeningen peger den viden, autismeforskere har i dag, entydigt i retning af, at autisme er et livslangt og medfødt handicap, der er genetisk betinget og altså ikke en tilstand, der kan udvikle sig efter fødslen, siger hun.
Også Carsten Obel, professor i mental børnesundhed, Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet og overlæge ved Komiteen for Sundhedsoplysning, mener, at man skal være forsigtig med at konkludere, at omskæring skulle være årsag til autisme.
– Jeg finder det en smule vanskeligt at forestille sig, at omskæring kan føre til autisme ud fra den viden, vi har om udviklingen af denne lidelse, siger han til Jyllands-Posten.
– Formentlig er autisme allerede udviklet ved fødslen, så den foreslåede mekanisme med, at smerten ved omskæring skulle være en årsagsfaktor, er tvivlsom, siger han til Jyllands-Posten efter at have læst rapporten.
/ritzau/