Auktion sprænger alle rekorder

Prisen på legendens kamptrøje fra universitetstiden sprænger alle rekorder

Offentliggjort Sidst opdateret

Den spilletrøje basketball-legenden Michael Jordan brugte i sit andet år på North Carolina universitetsholdet ‘Tar Heels’ er netop blevet solgt for svimlende 1,38 millioner dollars – eller det, der svarer til lige knap 8,5 millioner danske kroner.

Det skriver blandt andet BBC News.

Det er angiveligt den eneste spilletrøje legenden blev fotograferet i da han spillede for holdet i årene fra 1982-83.

Den mest betydningsfulde effekt

Bag salget står auktionshuset Heritage Auctions og herfra lægger man ikke skjul på stoltheden over at have fået et klenodie som netop denne trøje til salg.

“Det er uden tvivl den mest betydningsfulde effekt fra Michael Jordans basketballkarriere, vi har haft på blokken,” skriver auktionshuset i et opslag på Twitter. Her ses også et billede af den kostbare trøje.

Det er ikke første gang, en samler har betalt store summer for en Michael Jordan spilletrøje.

Sidste år blev en trøje han benyttede fra sæsonen 1986-87, hvor han spillede for Chicago Bulls, solgt for cirka 2,9 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS