Auf Wiedersehen
England er videre til kvartfinalerne
England vinder 2-0 over Tyskland og er videre til kvartfinalen.
På to mål i kampens sidste kvarter vandt England stormagternes ottendedelsfinale og ekspederede Tyskland ud.
Tyskland er den seneste fodboldstormagt, der må forlade EM allerede efter ottendedelsfinalen.
Tyskerne tabte storkampen mod England med 0-2 på Raheem Sterling og Harry Kanes scoringer i det sidste kvarter.
Nederlaget betyder ikke blot EM-farvel til en af fodboldverdenens mest succesrige nationer. Det bliver også afskeden med den mangeårige landstræner Joachim Löw, der trækker sig efter turneringen.
Til gengæld vokser optimismen givetvis i England, der fortsat ikke har lukket mål ind ved EM.
Englænderne skal i kvartfinalen op imod enten Sverige eller Ukraine og vil være favorit, selv om holdet for første gang skal forlade Wembley og i stedet spille i Rom.