Atomaftale udskydes til sommer

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var ikke muligt at nå en aftale om det iranske atomprogram før midnat, siger britisk minister.

De svære forhandlinger om det kontroversielle iranske atomprogram trækker ud, og nu har Iran og stormagterne i gruppen P5+1 forlænget fristen for en aftale til næste sommer.

Det bekræfter den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Det var ikke muligt at nå en aftale før deadline. Vi har derfor forlænget fristen til 30. juni 2015, siger Hammond.

Der har foreløbig været frist for en atomaftale ved midnat mandag.

De seneste meldinger fra forhandlingerne i Wien lyder ifølge en vestlig diplomat, at man vil sigte mod at have en “politisk aftale” på plads til marts.

Forhandlingerne skal sigte mod en aftale, hvor iranerne skal skrue ned for dampen i deres atomprogram og tillade større gennemsigtighed, mens Vesten til gengæld trinvist skal hæve sanktionerne.

Striden om atomprogrammet har stået på i 12 år. Iran siger, at programmet udelukkende har fredelige formål, men specielt Israel, USA og de arabiske lande i Golfen er ikke overbevist.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS