Atomaftale kan holde olieprisen nede hele næste år
Atomforhandlinger kan presse olieprisen
Forhandlingerne om Irans atomprogram er landet efter flere års tilløb og en aftale på er nu på plads med USA. Det kan det presse olieprisen.
Det skriver norske E24.
Årsagen er, at en atomaftale på længere sigt vil løfte embargoen mod Iran, som dermed igen vil kunne sælge sin olie på et ellers mættet marked. Og ved at fastholde et øget udbud i forhold til efterspørgsel, vil det ifølge den amerikanske storbank Morgan Stanley kunne holde olieprisen lav gennem hele 2016.
Mere præcist forventer banken, at prisen for både amerikansk olie og nordsøolie vil holde sig under 70 dollar per tønde. Til sammenligning ligger prisen på nordsøolie tirsdag på 57,50 dollar tønden.
Selv om det forventes, at en atomaftale vil være på plads i løbet af i dag, kan afgørelsen dog stadig trække ud, som det skete for en uge siden. Til det iranske nyhedsbureau Tasnim udtaler Irans viceudenrigsminister Abbas Araqchi, at enkelte elementer i forhandlingerne endnu mangler at falde på plads. Og at det ikke er sikkert, at løsningen findes inden i aften eller i morgen.
Blandt andet tempoet for afskaffelsen af handelsrestriktionerne mod Iran har været fremme som en af knasterne. Det er derfor usikkert, præcist hvor hurtigt den iranske olieproduktion kan nå tidligere højder, som OPECs næststørste eksportør.
Analytikere vurderer, at eksport i fuld skala næppe vil være på tale fra starten, men at 200.000 ekstra tønder om dagen – oven i det eksisterende daglige marked på 2,6 mio. tønder – ikke er usandsynligt. Såfremt aftalen falder hurtigt på plads, regner flere eksperter også med, at olieprisen i år kan dykke under den magiske grænse på 50 dollar per tønde.