Asylsag: Ministerium kendte rigtige tal
Justitsministeriet vidste, at daværende minister gav forkerte oplysninger om syrere, skriver Politiken.
Embedsmænd i Justitsministeriet kendte alt til de korrekte tal om syriske flygtninge, da selvsamme ministerium 19. september udsendte en pressemeddelelse, hvor daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) gav lodret forkerte oplysninger til offentligheden om syrere, der flygtede fra borgerkrigen i deres hjemland.
Det skriver Politiken.
De fejlagtige oplysninger er blevet brugt af regeringen til at begrunde en stramning af asylreglerne.
Karen Hækkerup udtalte, at størstedelen af de syriske flygtninge, der kommer til Danmark, ikke er individuelt forfulgte.
Det er denne gruppe, som regeringen vil tildele et midlertidigt ophold på ét år. Men i virkeligheden forholder det sig stik modsat.
Stramningen gælder kun for et mindretal af de syriske flygtninge, idet blot en fjerdedel af dem ikke er individuelt forfulgte, men derimod er flygtet fra de generelle forhold i landet, der gennem tre og et halvt år har været ramt af en borgerkrig, som har kostet over 200.000 mennesker livet.
Men allerede inden pressemeddelelsen blev sendt ud, vidste Justitsministeriets egne embedsmænd på udlændingeområdet udmærket, at langt størstedelen af de syriske flygtninge får ophold i Danmark som konventionsflygtninge i henhold til FN’s flygtningekonvention og dermed altså helt går fri af de bebudede stramninger.
Med andre ord var det ikke nødvendigt at bede Udlændingestyrelsen om hjælp. Styrelsen har da også oplyst, at den ikke leverede nye tal til ministeriet til brug i pressemeddelelsen.
Ministeriet står sammen med Udlændingestyrelsen og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering bag en publikation, hvor alle de korrekte tal er opgjort, skriver Politiken.
/ritzau/