Asylansøger overfalder medarbejdere i teltlejr i Thisted
Tilsyneladende umotiveret gik en asylansøger natten til tirsdag amok på to ansatte i asylcenter.
To medarbejdere på asylcenteret Simons Bakke i Thisted blev natten til tirsdag tilsyneladende umotiveret slået ned af en asylansøger.
Det oplyser Lars Sloth, der er direktør i Børne- og Familieforvaltningen i Thisted Kommune.
Overfaldet skete ifølge direktøren klokken 01, da medarbejderne gik en runde i området.
Da de nåede sovesalen, blev den ene medarbejder slået i ansigtet og den anden i maven.
Efterfølgende blev den mistænkte overmandet af andre asylansøgere, og han blev senere anholdt.
Efter overfaldet blev den ene medarbejder kørt til hospitalet, hvor vedkommende tirsdag formiddag fortsat er indlagt til observation.
Thisted Kommune samarbejder efter eget udsagn tæt med Midt- og Vestjyllands Politi, og der er iværksat professionel psykologbistand til medarbejderne.
Newsbreak.dk forsøger at få en kommentar fra Lars Sloth, direktør i Børne- og Familieforvaltningen i Thisted Kommune og Midt- og Vestjyllands Politi.
/ritzau/