Asyl-familier får lov at blive i DK

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er med øjeblikkelig virkning slut med at returnere asyl-familier til det italienske asylsystem

Der kan ikke blive tale om at sende flygtninge-familier med mindreårige tilbage til Italien, før landet får rettet op på sit utilstrækkelige asylsystem.

Det slår justitsminister Mette Frederiksen (S) fast som følge af en ny dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der retter en skarp kritik af forholdene for asylansøgere i Italien, skriver netavisen Altinget.

– Indtil Flygtningenævnet har vurderet rækkevidden af dommen, vil der ikke blive gennemført tvangsmæssige udsendelser efter Dublin-reglerne af familier med mindreårige børn fra Danmark til Italien – eller til andre lande, som har samme alvorlige mangler i deres indkvarteringssystem, siger hun i en skriftlig kommentar til Altinget.

Ministeren påpeger, at dommen i øjeblikket er ved at blive nærlæst i ministeriet. Men i sidste ende vil det være Flygtningenævnet, som skal afgøre, hvilken betydning dommen vil få i forhold til konkrete Dublin-sager, som behandles i nævnet.

Det såkaldte Dublin-system betyder, at asylansøgere kan sendes tilbage til det land, hvor de først har søgt asyl.

Men nu har Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg afgjort, at det var forkert af Schweiz, der har tilsluttet sig Dublin-forordningen, at forsøge at sende en afghansk familie tilbage til Italien, hvor de først havde søgt asyl.

De italienske myndigheder kunne i den pågældende sag ikke garantere et sted at bo eller indkvartering for familien.

Og derfor vurderede domstolen, at det på grund af “umenneskelig eller nedværdigende behandling” ville være i strid med artikel tre i den europæiske menneskerettighedskonvention at sende dem til Italien.

– Det siger sig selv, at det er stærkt bekymrende, at forholdene i det italienske asylsystem tilsyneladende er så utilstrækkelige, at Dublin-systemet ikke kan anvendes efter hensigten. Det er et spørgsmål, som vi i EU må tage op, og det vil jeg sørge for sker, siger Mette Frederiksen til Altinget.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS