Astronaut efterforskes for forbrydelse i rummet
Astronauten Anne McClain anklages for at have skaffet sig adgang til sin hustrus bankkonto uden tilladelse.
Den amerikanske rumfartsadministration Nasa efterforsker det, der kan vise sig at være den første forbrydelse begået i rummet nogensinde.
Det rapporterer The New York Times.
Artiklen fortsætter under videoen
Den amerikanske astronaut Anne McClain, som er lesbisk, er således anklaget for identitetstyveri og ved på utilbørlig vis at have skaffet sig adgang til sin hustrus økonomiske oplysninger.
Det skulle angiveligt være sket under McClains seks måneder lange mission om bord på Den Internationale Rumstation (ISS).
Forfærdet
Anne McClains hustru, Summer Worden, indgav tidligere i år en klage til den amerikanske forbruger- og konkurrencestyrelse, Federal Trade Commission (FTC).
Det skete, efter at hun angiveligt havde fundet ud af, at Anne McClain havde skaffet sig adgang til hendes bankkonto uden tilladelse.
– Jeg var temmelig forfærdet over, at hun kunne finde på at gå så langt. Jeg vidste, at det ikke var okay, siger Summer Worden til The New York Times.
Anne McClains advokat Rusty Hardin siger, ifølge CBS News, at astronauten ikke har gjort noget galt.
“Hun benægter på det kraftigste, at hun gjorde noget forkert“, lyder det fra Rusty Hardin.
Førte tilsyn
McClain fik ifølge advokaten adgang til kontooplysningerne, mens hun var om bord på ISS for at føre tilsyn med parrets fælles økonomi – noget hun har gjort i det meste af den tid, de har været sammen.
Ifølge The New York Times har efterforskere fra Nasa kontaktet begge kvinder for at forsøge at komme til bunds i sagen.
Anne McClain og Summer Worden blev gift i 2014.
I 2018 søgte Worden om skilsmisse, efter at McClain havde anklaget hende for overgreb. En anklage som Worden hævder er en del af et forsøg fra McClains side på at få forældremyndigheden over Wordens søn.
Et par måneder senere drog Anne McClain på mission i rummet, og kort efter opdagede Summer Worden angiveligt, at McClain havde skaffet sig adgang til hendes bankkonto uden tilladelse.