Astrofysiker: Vi er kommet tættere på at finde Jordens tvilling

Foto: Nasa.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er godt nyt for folk, der interesserer sig for, om vi er de eneste levende væsener i universet.

Forskere fra den amerikanske rumfartsorganisation Nasa afslørede torsdag, at man ved hjælp af rumteleskopet Kepler har fundet en ny planet.

Den er navngivet Kepler 452B, og det er ikke en hvilken som helst planet. Den er nemlig det hidtil bedste bud på en planet, der kan være Jordens tvilling, og som kan opfylde nogle af de betingelser, der skal til for at huse liv.

»Det er et vigtigt skridt på vejen mod at finde Jordens tvilling. Kepler 452B har nogle af de nødvendige betingelser for liv. Den ligger i den såkaldt beboelige zone med den rigtige afstand til sin stjerne, og så har den formentlig den rigtige størrelse. Det, vi mangler at få bekræftet, er, om den har en tilpas tæt atmosfære til, at der kan forekomme flydende vand på dens overflade,« siger Michael Linden-Vørnle, astrofysiker ved Institut for Rumforskning og Rumteknologi ved DTU Space.

Det specielle ved Kepler 452B er, at den kredser omkring en sollignende stjerne på samme måde og i samme afstand, som Jorden kredser om Solen. Dermed ligger planeten i det, som forskerne kalder den beboelige zone, hvor det hverken er for varmt eller koldt til, at liv kan eksistere.

Forskerne mener, planetens overflade består af klipper, men de ved endnu ikke noget om planetens atmosfære, der er afgørende for, om der er vand og ilt til stede.

Det er ikke første gang, man finder jordlignende planeter, men fundet af Kepler 452B er alligevel opsigtsvækkende, mener den danske astrofysiker.

»Det her er det tætteste, vi hidtil har været på at finde noget, der minder om Jorden. Planeten benævnes af Nasa også som »Jordens ældre fætter«,« siger Michael Linden-Vørnle.

Forskerne anslår, at Kepler 452B er cirka 60 procent større end Jorden, og at den er lidt ældre end Jorden. Man vurderer, at den er seks milliarder år gammel, halvanden milliard år ældre end vores egen klode.

»Det, der er interessant, er også, at Kepler 452B nærmest er en ældre udgave af vores eget solsystem. Så vi kan se ind i Jordens og Solens fremtid,« siger Michael Linden-Vørnle.

Men den nye planet ligger ikke lige om hjørnet. Den ligger i en afstand af 1.400 lysår, og hvis det er svært at begribe den afstand, kommer der lige en forbrugeroplysning her: Det tog rumsonden New Horizon næsten ti år at nå ud til dværgplaneten Pluto. Det vil tage den 25 millioner år at nå ud til Kepler 452B.

Så indtil videre skal Kepler 452B først og fremmest udforskes via gigantiske rumteleskoper.

Powered by Labrador CMS