Astralis er i stor finale efter sikker sejr i Berlin
Counter-Strike-holdet Astralis vandt lørdag 2-0 over NGR i semifinalen i majorturneringen Starladder Major.
Det danske Counter-Strike-hold Astralis er i finalen i majorturneringen Starladder Major 2019 i Berlin.
Danskerne slog det amerikanske hold NRG med 2-0.
Astralis vandt første bane med 16-10 efter at have været foran 8-0 undervejs.
Anden bane blev også styret fra start til slut af Astralis, som vandt banen 16-9 over amerikanerne, der aldrig for alvor kom tæt på.
I finalen søndag skal det danske hold op mod det kasakhiske hold Avangar, der er nummer 15 på verdensranglisten, hvor Astralis ligger på fjerdepladsen.
Der er to årlige majorturneringer i Counter-Strike, som er de største turneringer på kalenderen. I Berlin skal Astralis forsøge at vinde den tredje majortitel på stribe.
Siden den seneste majorsejr tilbage i begyndelsen af marts har Astralis-holdet ikke kunnet ramme det vanvittige niveau, som i det meste af 2018 og begyndelsen af 2019 gjorde dem tæt på uovervindelige.
Men turneringen i Berlin har vist, at det danske hold er tilbage på det absolutte topniveau. I fredagens kvartfinale slog Astralis verdens nummer et, Team Liquid, med 2-0.
Vinderholdet i Berlin kan rejse fra den tyske hovedstad med en præmiecheck på 500.000 dollar (3,4 millioner kroner).
Finalen begynder søndag klokken 18.