Ask Rostrup klar til TV-Avisen: -Jeg skal lære at binde slips

TV-Avisens nye vært, Ask Rostrup, har tidligere fået kolleger til at hjælpe med Windsor-knude og bindeslips. Nu skal han selv lære det

Til sommer bliver Ask Rostrup ny vært på TV Avisen. Allerede inden han sætter sig i stolen byder det nye job på store udfordringer. Foto: Marie Hald/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Ask Rostrup, vært på Langt fra Borgen, kan snart også smykke sig med titlen som vært på TV-Avisen. Et job, han glæder sig til og selv kalder for en “naturlig udvikling”.

– Jeg har lavet det samme i mere end tre år nu. Det er sundt at prøve noget andet og være opmærksom på ikke at gro fast, siger han til newsbreak.dk.

At blive vært på TV-Avisen betegner han selv som en lidt anden rolle end den, han har nu.

– Den er måske en smule elitær, nu kommer jeg til at favne den brede pallette, siger han.

Ask Rostrup har tidligere skrevet på sin Facebook-profil, at udfordringen med slipset bliver en af de værre:

– Kim Bildsøe har tidligere hjulpet mig med at binde slipset. Nu må jeg selv lære det. Det er en kapitulation af den anden verden, siger en munter Ask Rostrup, der glæder sig til at komme til at arbejde sammen med ‘verdens sødeste og dygtigste kolleger’.

Ask Rostrup skal sige “God aften”

Inden castingen havde Ask Rostrup brugt længere tid på at øve sig på velkomstordene.

– Hvordan siger man “God aften”? Det er ikke let. Skal man smile? Hvis nu første historie handler om noget ubehageligt, hvad så, spørger han og fortæller, at han brugte tid på simpelthen at sidde i sin stue og øve de to ord igen og igen.

Uanset, hvordan ordene flød fra Ask Rostrups mund til castingen, må resultatet have været ‘godkendt’.

I hvert fald dukker han op på skærmen til sommer som et af TV-Avisens ansigter udadtil. Med slips.

Ask Rostrup er ifølge Wikipedia født i 1966 og uddannet i 1991 fra Danmarks Journalisthøjskole. Han har tidligere været ansat på Metroxpress og fra 2007-2012 som politisk redaktør på DR.

Powered by Labrador CMS