Årvågen borger fører politiet til formodet trailertyv
En kvik borger førte lørdag politiet frem til en trailertyv.
Lørdag eftermiddag ringede en 41-årig mand til politiet og fortalte, at han ved Højmølle Kro kørte efter en varebil med en påhængsvogn, der var stjålet fra den 41-åriges arbejdsplads tidligere på ugen.
På et tidspunkt anede føreren i varebilen uråd og koblede hurtigt traileren af og fortsatte. Men den 41-årige blev ved at følge efter mens han gav politiet instruktioner om, hvor de kørte.
Derfor var det let for politiet at standse og anholde føreren af varebilen på Gåbensevej i Nørre-Alslev, vest for Stubbekøbing.
Det drejede sig om en 43-årig mand fra København. Han havde ikke noget kørekort og varebilen var udstyret med nummerplader, der var stjålne.
Han blev sigtet for brugstyveri, for overtrædelse af færdselsloven og for ulovlig omgang med hittegods, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.