Arsenal håber på Guardiola-hjælp i Champions League

Politiet er massivt til stede ved Allianz Arena, hvor FC Bayern München tirsdag tager i mod Olympiakos. Inde på banen lover Bayern-træner Guardiola sin Arsenal-kollega, at tyskerne vil gøre, hvad de kan for at slå grækerne. Foto: CHRISTOF STACHE/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er vind eller forsvind for Arsenal, men manager Arsène Wenger tror stadig på 16. CL-avancement i træk.

Et par elendige indsatser i gruppespillet har bragt den engelske storklub Arsenal ud på kanten af Champions League-afgrunden allerede i gruppespillet for første gang i 16 år.

En enkelt sejr og tre nederlag i fire kampe er langt under det forventelige fra Arsène Wengers tropper. Og så tæller det mindre, at sejren er sikret mod mægtige Bayern München.

Alligevel er Wenger optimistisk, selvom formlen, der skal sikre Arsenal fortsat liv i Europas mest magiske klubturnering, ikke tillader et eneste lille fejltrin:

Knæk Dinamo Zagreb tirsdag, håb på at Bayern München nedlægger Olympiakos og slå så Olympiakos på udebane i sidste kamp med to mål eller i en målrig etmålssejr.

– Jeg tror stadig, vi har en god chance, men det bliver tæt nu. Jeg vil forblive i Champions League. Vi vil give absolut alt for at holde os inde i Champions League, siger Wenger inden tirsdagens kamp mod Dinamo Zagreb i London.

Arsenal og Dinamo Zagreb har begge tre point, mens Bayern München og Olympiakos topper gruppen med hver ni point med to runder tilbage.

Det betyder, at de to førerhold, som også tørner sammen tirsdag, faktisk kan sikre sig videre avancement ved at spille uafgjort og dermed efterlade Arsenal med en lang næse uanset engelsk sejr i London.

Vil slutte som nummer et

Men Wenger kan være ganske rolig, siger Bayern-træner Josep Guardiola.

– Arsenal kan være sikker på, at vi vil gå ud for at slå Olympiakos og gøre vores bedste for at slutte som nummer et i gruppen, siger Guardiola ifølge AFP.

Tyskerne er storfavoritter i kampen mod Olympiakos, men skulle det gå galt for Arsenal, ved Arsène Wenger udmærket, at det er selvforskyldt.

– Realiteten er, at i to kampe mod Bayern München får vi tre point. Men vi havde skabt problemerne for os selv inden da, siger Wenger med henvisning til nederlagene mod Dinamo Zagreb ude og Olympiakos hjemme.

Ender det i favoritsejre til Arsenal og Bayern München tirsdag aften, skal London-holdet i sidste spillerunde i december forsøge at nedlægge Olympiakos for at snuppe pladsen i 1/8-finalen sammen med Bayern München.

Efter 2-3-nederlaget til det græske hold på hjemmebane i september har Arsenal brug for en sejr, der samtidig vil gøre englænderne bedst indbyrdes, fordi begge hold så vil ende på ni point.

Det vil sige, at Arsenal skal vinde med to mål eller snuppe en etmålssejr, som skal være på 4-3 eller indeholde flere mål.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS