Aros bliver verdens første vind-drevne museum

Aros i Aarhus. Foto: René Lind Gammelmark.
Offentliggjort Sidst opdateret

Med indgåelse af en samarbejdsaftale med vindgiganten Vestas bliver Aros Aarhus Kunstmuseum nu verdens første vinddrevne museum. Med underskrivelsen af certificeringen Windmade, som Vestas stiftede i 2011, sikrer Aros, at 25 procent af museets strømforsyning fremadrettet kommer fra vindenergi.

“Vi er meget glade for certificeringen – især fordi én af museets sponsorer, Vestas, står bag. Det borger for kvaliteten”, siger museumsdirektør Erlend Høyersten, Aros, og tilføjer:

“En sådan certificering flugter rigtig fint med Aros netop vedtagne Vision2020, hvori én af museets fem forpligtelser netop er bæredygtighed.”

Bag verdens første globale forbrugermærke, Windmade, står foruden Vestas en lang række store internationale virksomheder og ngo-er: WWF, LEGO, PWC, Global Wind Energy Council, Bloomberg og United Nations Global Compact.

Formålet med mærkningsordningen er blandt andet at øge fokus på vindenergi som en effektiv energikilde og styrke markedet for vindenergi.

Som det første kunstmuseum i verden er Aros i Aarhus blevet Windmade-certificeret – en verdensomspændende certificering som blandt andre Vestas var med til at stifte

Powered by Labrador CMS