Arnold Busck genåbner
I første omgang genåbner kædens butik på Købmagergade i København.
Boghandlerkæden Arnold Busck genåbner.
I hvert fald kædens butik i Købmagergade i København, der slår dørene op igen 9. maj.
På sigt håber Arnold Busck, at flere butikker kan genåbne.
Det skriver kæden på Instagram:
“Selvom COVID-19 var tæt på at tage livet af den gamle herre, genåbner butikken i Købmagergade nu igen i morgen lørdag den 9 . maj – som den første af måske flere butikker – imens kuratorerne arbejder på højtryk med at få Arnold Busck til at leve videre i relevante sammenhænge. Personalet står klar til at tage imod kunderne, og de glæder sig rigtig meget til gensynet,” skriver Arnold Busck.
Konkurs i april
Den 27. april udsendte kæden ellers konkursbegæring, og lukkede alle butikker øjeblikkeligt:
– Det er med blødende hjerte, at boghandlerkæden Arnold Busck nu lukker alle sine butikker og har indgivet konkursbegæring til Skifteretten.
– Likviditeten er sluppet op. Så kort kan det siges, skrev den over 100 år gamle boghandel.
Det skyldtes ifølge kæden blandt andet, at man ikke i tide havde fået penge fra regeringens hjælpepakker.