Arla tilbagekalder 50.000 sovsebrikker
Arla tilbagekalder 50.000 sovsebrikker med mornaysauce.
Der er med garanti massevis af danske hjem, der lader op til en hyggelig fredag aften med en god gang hjemmelavet lasagne eller alskens former for gratin. Men er dette tilfældet, så bør du måske lige stoppe op.
Artiklen fortsætter under videoen.
Arla har nemlig tilbagekaldt et parti af Karolines Køkken Klassisk Mornaysauce, som bruges i for eksempel en gang lasagne.
Mornaysaucen er produceret på Esbjerg Mejeri (M224) den 27. og 28. september og det har en holdbarhedsdato til den 23. juni 2020. Derfor er man altså nødt til at kigge nøje efter om produktet stammer herfra.
– Tilbagekaldelsen sker fordi produkterne fremstår tyndere end normalt, og derfor ikke lever op til Arlas kvalitetskrav, skriver Arla blandt andet i pressemeddelelsen.
Videre oplyser Arla, at der ikke er en sundhedsrisiko forbundet med produkterne, men at de i alt cirka 50.000 brikker med mornaysauce er kaldt tilbage, så der ikke opstår unødvendig bekymring hos forbrugerne.
Derfor har Arla også meldt tilbagekaldelsen til Fødevarestyrelsen.
– Arla beklager hændelsen og det besvør, som følger med, oplyses det i pressemeddelelsen.
Hvis man har købt produktet, så kan det leveres tilbage i butikken, hvor man har købt det og få pengene retur. Dette kræver, at man blot fremviser produktet eller en kvittering fra den butik, hvor det er købt.