Arla ser muligheder i kinesisk discount

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Arla kom ud af et to-delt 2014 med rekordomsætning og høj mælkepris til andelshaverne. I alt kom der mere end 79 milliarder kroner i kassen sidste år, hvilket er ny rekord. Dermed er omsætningen vokset mere end 60 pct. siden 2010.

Første halvår gik strygende, mens andet halvår og især fjerde kvartal blev skæmmet af dalende efterspørgsel i Kina og russisk embargo mod fødevarer fra EU. Og netop nu er fremtidsudsigterne så afhængige af globale begivenheder, at topchef Peder Tuborgh ikke tør sætte faste mål for 2015.

»Først havlår var helt fænomenalt prismæssigt og afsætningmæssigt, men især i fjerde kvartal blev det afløst af russisk embargo og et kinesisk forbrug, der ikke steg som forventet. Og samtidig med det producerede alle verdens bønder mere mælk end tidligere. Det er en svær kombination,« siger han.

»Om kort tid forsvinder EUs mælkekvoter, og det er positivt. Men skiftet i markedet kommer på et tidspunkt med stor volatilitet, hvilket gør det svært for os at spå om 2015. Mælkepriserne har i de seneste uger rettet sig i en positiv retning, for første gang i 18 måneder.«

Hvad kommer til at have størst indflydelse på 2015?

»Det er i høj grad globale situationer som den kinesiske efterspørgsel og den russiske embargo. Der er tegn på, at Kinas forbrug stiger igen, mens det andet er sværere at se en løsning på. Men under alle omstændigheder finder vi nye afsætningskanaler.«

I kan nok ikke påvirke Kinas forbrug eller Ruslands embargo. Så hvad vil I fokusere på?

»På de indre linjer forsætter vi vores fokus på at effektivisere virksomheden og værdiforædle mælken. Uden mælkekvoter bliver der større produktion, men den skal forældres for at være eksportegnet. Vi udvikler flere hundrede nye produkter hvert år til vores forskellige markeder, og den strategi holder vi fast i.«

»På de ydre linjer holder vi øje med de store globale råvarebørser, hvor vi deltager med udbud. Og det er dem, jeg ser rette sig i en mere positiv retning. Helt uventet er der kommet tørke i Oceanien, som rammer New Zealand og dele af Australien. Det kan mærkes i udbuddet og giver et ryk i sælges favør. Efterspørgslen i Kina ser samtidig ud til at bevæge sig i den rigtige retning igen, hvilket også er positivt.«

Hvordan vil I få mere ud af Kina?

»Det kinesiske marked har udviklet sig spændende de seneste 12 måneder. Antallet af premium-produkter er vokser enormt, og den kinesiske mejeriindustri, som vi er en del af, har haft et godt år. Men der er ikke kommet tilstrækkeligt med billige produkter til de forbrugere, der først lige er kommet til. Vi skal have fokus på at udvikle billigere produkter til dem, der først nu er begyndt at forbruge mælkeprodukter, og som ikke er klar til premium-produkterne endnu.«

Hvordan gør I det konkret?

»Vi har to indgange til Kina. Dels eksporten ud af Europa, der ligger i premium-segmentet med forarbejdede mejeriprodukter. Det er blandt andet det, vi gør herhjemme i Danmark. Og så vi medaktionærer i et stort kinesisik mejeri, hvor vi deltager i beslutningerne i bestyrelsen. Det er her, der er muligheder for at produktudvikle til nye forbrugere.«

Powered by Labrador CMS