Arla sælger mere end nogensinde

Trods hård modvind i efteråret sætter Arla rekordArla havde vanskeligheder med at afsætte mælk i Kina og Rusland, men leverede alligevel fint 2014-resultat. For mejerikoncernen Arla blev 2014 en blandet fornøjelse. Hvor man i første halvår opnåede flotte mælkepriser til andelshaverne, faldt den til gengæld markant i efteråret. Her aftog efterspørgslen på mælk i Kina, samtidig med at Rusland indførte importstop for mejeriprodukter, og det kunne mærkes. Alligevel lykkedes det for Arla at komme ud af 2014 med et resultat på 2, 4 milliarder kroner og en omsætning på 79, 1 milliarder kroner, som aldrig har været højere. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Arla sætter omsætningsrekord trods store bump på vejen i 2014

Arlas omsætning stiger endnu en gang og lander på 79,1 milliarder kroner. Det står klart, efter at mejerigiganten udsendte årsregnskab onsdag morgen.

I et marked, hvor mælkepriserne ellers er konstant nedadgående, formår Arla at levere overskud til sine andelshavere. Årets resultat slutter på 2,4 milliarder kroner eller tre procent af omsætningen.

Arla har dermed forbedret sig markant i forhold til 2013, hvor man havde en omsætning på 73,6 milliarder. Omsætningen er fra 2010-14 steget med hele 61 procent.

Arla tjener også mere i 2014 per kilo mælk. Deres indtjening per kg. mælk er 0,41 euro i 2014, hvor tallet for 2013 var 0,4033.

Det russiske marked har dog været en sten i skoen på Arla, efter Rusland indførte et stop for import af mejeriprodukter fra EU. Ifølge Arla oplevede man et af de bedste halvår i første halvår 2014 med høj indtjening til sine andelshavere, hvorimod sidste halvår 2014 var noget mere magert på grund af højt udbud, faldende forbrug i Kina og så altså importforbuddet fra Rusland.

»Markedsforhold og det russiske importstop gør den økonomiske situation vanskelig for vores ejere, men vi har arbejdet hårdt for at minimere effekten af dette. Det har vi gjort ved at holde fast i vores strategi, som fokuserer på at skabe vækst udenfor Europa og samtidig styrke Arla på vores europæiske kernemarkeder,« siger Arlas adm. direktør Peder Tuborgh.

Powered by Labrador CMS