Århundredets tyveri: Nu er stjålet Picasso-maleri muligvis fundet
I 2012 blev syv malerier stjålet fra et kunstmuseum i Rotterdam i Holland. Nu er et af værkerne måske fundet.
Et af syv malerier, der i 2012 blev stjålet fra et kunstmuseum i Holland, kan være dukket op i Rumænien.
Det meddeler den offentlige anklager i Bukarest i Rumænien søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Augustin Lazar, den offentlige anklager, bekræfter over for nyhedsbureauet, at maleriet kan være et af de syv værker, men at det skal undersøges nærmere.
Kilder oplyser til AFP, at eksperter er ved at undersøge om det fundne maleri er Picassos “Harlequin Hoved”
De syv stjålne mesterværker, der er malet af blandt andre Picasso, Monet, Gauguin og Lucian Freud, blev stjålet fra Kunsthal Museum i Rotterdam i et kunstkup, der varede blot tre minutter.
Malerierne var del af en privat samling på 150 malerier og har ifølge hollandsk tv en værdi på “millioner af millioner af euro”.
Kuppet blev af hollandske medier kaldt “århundredets tyveri”, skriver AFP.
Kunsttyveriet er det største i Holland siden 1991, da 20 malerier blev stjålet fra Amsterdams Van Gogh museum.