Årets Dansker 2017 er både stjerne på og uden for grønsværen

Den kvindelige fodboldspiller Nadia Nadim er kåret til Årets Dansker 2017. Den karismatiske sportsstjerne fra Manchester City var nomineret med hele ni andre, der har stukket positivt ud i det forløbne år.

Offentliggjort Sidst opdateret

– Du er en person, som både mit og dit Danmark har brug for. Nadia Nadim er kåret til Årets Dansker 2017.

Sådan var nogle af de pæne ord fra ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen, da en af landets bedste kvindelige fodboldspillere blev begavet med den ærefulde pris.

Den professionelle fodboldspiller Nadia Nadim, kom til Danmark som 12-årig fra det totalitære regime Afghanistan, hvor hendes far netop var blevet henrettet af Taliban.

Dansk ved en tilfældighed

Nadia Nadim – der til daglig tjener til dagen og vejen i en amerikansk mesterklub – får prisen, fordi hun er et menneske og en personlighed, som vores fælles Danmark har brug for.

Hun og familien kunne sagtens være endt et helt andet sted end den sydlige del af Nordjylland.

I 2000 endte Nadia Nadim, hendes mor og hendes fire søskende på et asylcenter i den lille by Skørping ved Rebild Bakker.

Nærmest ved et tilfælde – for målet var egentlig England.

Første indvandrer-spiller

Der var fodboldbaner tæt på asylcenteret, og Nadia Nadim begyndte hurtigt at fatte kærlighed til fodboldspillet.

Som 21-årig blev hun i 2009 den første danske fodboldspiller med indvandrerbaggrund til at spille en landskamp for Danmark.

Inden længe skifter hun fodboldtilværelsen i USA ud med England, hvor hun skal spille for Manchester City i England.

Læser medicin på sidelinjen

Ved siden af sin karriere på fodboldbanen studerer hun medicin, som hun er færdig med om to semestre.

Det faktum, at Nadia Nadim har en anden etnisk baggrund end dansk, blev også nævnt i talen til hende ved kåringen.

Nadia Nadim har da heller ikke holdt sig tilbage med at lufte sine tanker og frustrationer over tonen i debatten om indvandrere i Danmark.

Blander sig i debatten

– Når jeg læser artikler og kommentarer, hvor der står, at man aldrig kan blive rigtig dansk, hvis man kommer fra et tredjeverdensland, bliver jeg såret, sagde hun i april i et interview med DR.

Nadia Nadim var nomineret til prisen sammen med ni andre.

Det var blandt andre Bjarke Ingels, Kristian Thulesen Dahl og Svend Brinkmann.

Powered by Labrador CMS