Arbejdstilsynet taber seks ud af ti klagesager
Virksomheder slipper i stor stil for Arbejdstilsynets påbud, hvis de klager over dem, skriver Politiken.
I 2013 fik virksomhederne medhold i seks ud af ti klagesager, og tendensen har været den samme i årevis.
»Vi ser kun toppen af isbjerget, og det kan altså have nogle gevaldige økonomiske konsekvenser for en virksomhed, hvis Arbejdstilsynets afgørelse er forkert. Lovgivningen er stor og nørdet, og tilsynets kontrollanter forventes at kunne det hele, men det kan man ikke forvente. De har ikke altid helt tjek på juraen og forvaltningsretten, og det er ikke betryggende for retssikkerheden hos de virksomheder, der kontrolleres«, siger Rikke B. Ørum, underdirektør og chef for HR og arbejdsmiljø i arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv.
I 109 ud af i alt 253 klagesager, der blev behandlet i 2013, valgte Arbejdstilsynet selv at trække sine påbud tilbage. Arbejdsmiljøklagenævnet afviste yderligere 46 påbud, og dermed fik klagerne medhold i 155 klager eller næsten 60 procent af samtlige klagesager.
Direktør i Arbejdstilsynet Peter Vesterheden erkender, at tilsynet taber for mange sager, men det er »trods alt« en formildende omstændighed, at det i høj grad er formelle fejl, der punkterer tilsynets påbud, mener han ifølge Politiken.