Arbejdsskader udløser ofte forkert erstatning

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Arbejdsskadestyrelsens sager er ofte fyldt med fejl, viser aktindsigt.

Hvis du har fået en hånd i klemme i en maskine på jobbet og tabt mindst 15 procent af din erhvervsevne, har du ret til erstatning. Men Arbejdsskadestyrelsen, der skal regne erstatningens størrelse ud, har ikke altid tjek på beløbet. Det skriver Avisen.dk.

I ni ud af 64 genoptagne sager om tabt erhvervsevne var beløbet forkert. Det viser nye tal fra Arbejdsskadestyrelsen, som Avisen.dk har fået aktindsigt i. Tallene svarer til, at der var fejl i rundt regnet hver syvende sag.

Arbejdsskadestyrelsen har fået besked på at genoptage sagerne efter krads kritik fra Kammeradvokaten.

– Det bekræfter, at der er begået mange fejl. Tallet kan være endnu højere. De tilskadekomne, der ikke har fået ret i deres mistanke, kan jo anke til Ankestyrelsen og få ret, siger Mads Krøger Pramming, der er advokat med speciale i arbejdsskadesager til Avisen.dk.

I seks af de ni fejlbehandlede sager har det vist sig, at de tilskadekomne har fået alt for lidt udbetalt. Hvad de nye afgørelser betyder i kroner og øre for de tilskadekomne, har Arbejdsskadestyrelsen ikke kunnet oplyse før Avisen.dk’s deadline.

Ifølge Fødevareforbundet NNF er det ikke et tilfælde.

– Selvfølgelig kan der ske fejl, men her ser det ud som om, at der har været en systematik i det. Hvis styrelsen har været i tvivl, så er afgørelsen typisk ikke faldet ud til fordel for den skadelidte, siger Jim Jensen, der er forbundssekretær i forbundet, der blandt andre repræsenterer slagteriarbejdere til Avisen.dk.

Beskæftigelsesministeren undskylder nu, at flere tilskadekomne ikke har fået den rigtige erstatning.

– Det er meget beklageligt, når der bliver lavet fejl i arbejdsskadesager, fordi det handler om mennesker og deres forsørgelsesgrundlag. Man skal naturligvis have den erstatning, man har krav på, hvis man kommer til skade på arbejdet, skriver Henrik Dam Kristensen (S) til Avisen.dk.

348 har anmodet om at få behandlet en sag om tabt erhvervsevne en ekstra gang, men indtil nu har kun 64 fået sat et midlertidigt punktum i deres sag.

Powered by Labrador CMS