Arbejdsnedlæggelse stopper morgentrafik
En overenskomststridig arbejdsnedlæggelse skaber problemer på Sjælland.
En arbejdsnedlæggelse blandt DSBs klargøringspersonale medfører, at ikke alle tog på Kyst- og Øresundsbanen kører torsdag morgen. Det oplyser DSB.
Der kan på resten af Sjælland også ske enkelte aflysninger. Ligesom flere S-tog holder stille. Der er dog ingen prognose på, hvornår de kører normalt igen.
– En overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blandt vores klargøringspersonale betyder, at vi ikke kan køre alle tog her til morgen flere steder på Sjælland, skriver DSB på sin hjemmeside.
Her står der også, at Togene på Kyst- og Øresundsbanen vil frem til cirka klokken 09.00 køre på banen hvert 20. minut med stop ved alle stationer i stedet for seks gange i timen som normalt.
I bunden af denne artikel kan du se, hvordan togene kører.
Arbejdsnedlæggelsen kan få yderligere konsekvenser for trafikken dagen igennem, oplyser DSB.
Derfor opfordrer DSB alle rejsende til at tjekke ændringer på Rejseplanen.
Arbejdsnedlæggelsen kommer, efter at stationsbetjentene i DSB Vedligehold A/S torsdag morgen har holdt et fagligt møde.
Det skyldes frustrationer over igangværende lønforhandlinger mellem de ansatte og ledelsen i DSB Vedligehold A/S.
Det oplyser stationsbetjentene i en pressemeddelelse.
– Udover frustrationer omkring lønforhandlinger hober det sig generelt op hos de ansatte, der blandt andet dagligt oplever personalemangel på grund af manglende ansættelser. Og det selv om ledelsen har været klar over problemet lang tid i forvejen, lyder det i meddelelsen.
Lavere lønstigning end andre
Personalet er utilfreds med, at de i de igangværende lønforhandlinger er blevet tilbudt en lønstigning på 1,5 procent. Ifølge stationsbetjentene er det lavere end andre faggrupper i DSB Vedligehold.
– Når vi samtidig ved, at det forventede skøn er gennemsnitligt 2,8 procent på det private arbejdsmarked – som ledelsen netop gør så meget ud af at sammenligne os med – kan vi ikke acceptere dette, lyder det i meddelelsen.
Sådan kører S-togene i øjeblikket:
Linje A kører hvert 20. minut mellem Solrød Strand og Hillerød.
Linje B kører hvert 20. minut.
Linje Bx kører ikke.
Linje C kører hvert 20. minut mellem Frederikssund og Klampenborg.
Linje E kører hvert 20. minut.
Linje F kører hvert 10. minut.
Linje H kører ikke.
Alle berørte linjer kører uregelmæssigt og med forsinkelse.
Derudover henviser DSB til deres rejsetidsgaranti, der kan benyttes, hvis rejsende er mere end 30 minutter forsinket.