Apple lægger sig fladt ned efter tilbagetrækning

iOS8. Foto: Apple.
Offentliggjort Sidst opdateret

Apple undskylder det bøvl, som mange af IT-gigantens kunder har oplevet i forbindelse med den seneste opdatering til styresystemet iOS 8.0.1. Opdateringen blev lanceret i sidste uge, men efter et hav af klager over nedbrud og fejl har Apple nu trukket den tilbage.

»Vi vil gerne undskylde for de store gener, som vores brugere har oplevet. Vi arbejder i døgndrift på at få iOS 8.0.2 klar og vil sende den ud, når den er færdig inden for de kommende dage,« oplyser Apple ifølge netmediet theverge.com i en officiel meddelelse.

Flere af de mange millioner iPhone-brugere verden over, der har installeret den nye opdatering til styresystemet, melder om problemer med at få forbindelse til mobilnetværk, mens andre har svært ved at få fingeraftrykslåsen til at fungere på deres iPhone 5S og de to helt nye modeller, iPhone 6 og iPhone 6 Plus.

Netop de to nye modeller, som ikke er kommet til det danske marked endnu, ser ud til at være hårdest ramt af opdateringens fejl.

Hvis man er en af de mange, der nåede at installere den udskældte opdatering i løbet af den første uge, skal man nulstille sin iPhone gennem iTunes, lyder rådet.

8.0.1-opdateringen blev lanceret for at rette op på en række fejl i styresystemet. Blandt andet skulle den afhjælpe, at nogle apps ikke kunne få adgang til telefonens billeder, og rette en fejl, der betød, at det kunne være svært at uploade billeder og videoer til internetbrowseren Safari.

Powered by Labrador CMS