Apple har præsenteret Iphone X: En funktion skiller sig ud
På et pressemøde præsenterer Apple mindst to nye telefoner. Der er tale om iPhone 8 og 8 plus.
Apple er klar med tre nye smartphones ved navn iPhone 8, 8 plus og ikke mindst iPhone X.
Sidstnævnte bliver kaldt “fremtiden for smartphones” af administrerende direktør Tim Cook. Den skal ifølge direktøren sætte retningen for de næste ti år inden for smartphones.
Det mest iøjefaldende ved iPhone X er, at den ikke har nogen knap på skærmen foran.
Men mere banebrydende bruger den en helt nyudviklet teknologi kaldet Face ID. Telefonen scanner og analyserer billeder af brugerens ansigt, når brugeren kigger på sin telefon.
Det bliver så selve adgangskoden til telefonen. Ansigtsgenkendelsen kan også bruges som kode til andre programmer som Apple Pay, som er mobil betalingsform.
De nye telefoner har glas for og bag, en stærkere processor, bedre kamera, bedre højttalere, oplyser Apple.
Dyre modeller
iPhone 8 og 8 Plus vil koste henholdsvis 6199 og 7099 kroner i Danmark for de billigste modeller. iPhone X vil koste 10.249 kroner for den model med mest hukommelse.
iPhone X vil ifølge Apple kunne bestilles i Danmark fra den 27. oktober og være tilgængelige fra den 3. november. Teleselskabet 3 fortæller dog, at det allerede nu tager imod forudbestillinger.
Som noget helt nyt vil de nye iPhones kunne oplades uden ledning, ligesom det er muligt med Apples ur.
Glasset skulle være markant mere holdbart end tidligere. Derudover fokuserer Apple på bedre software til behandling af billeder og video.
Det vides endnu ikke, hvad den danske pris bliver for de nye telefoner, eller hvornår de kommer til Danmark.
Nyt hovedkvarter
Nyheden bliver præsenteret af vicedirektør for marketing Phil Schiller i Apples nye hovedkvarter i Californien.
Forud for præsentationen præsenterede administrerende direktør Tim Cook en ny version af Apples smartwatch, Apple Watch. Den har nu mobilsignal og kan derfor bruges som telefon.
Apple Watch med mobilsignal vil ikke blive tilgængelig i Danmark før senere.
Telefonen er Apples helt store flagskibsprodukt. Selskabet, der skabte konceptet smartphones, solgte i 2016 iPhones for 136,7 milliarder dollar – 852,3 milliarder kroner.
Det kom fra et salg på hele 211,9 millioner styk.
Både salget og antallet var endda betydelige fald fra jubelåret 2015, hvor der blev solgt 231,2 millioner iPhones.
Apple er dog blevet presset voldsomt på markedet for smartphones.
Tidligere i år blev selskabet overhalet af Huawei og fortrængt til tredjepladsen på markedet, hvor Samsung sidder på toppen.
/ritzau/