Apotekerne fastholder monopol på medicin

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er fortsat apotekerne, som skal sælge medicin i Danmark. Til gengæld forsvinder nogle varer fra apotekerne

Apotekerloven har været meget længe undervejs, men nu ser det ud til, at loven kan vedtages. Tirsdag behandles loven for anden gang, og den ventes vedtaget i næste uge.

Umiddelbart ligner de danske apoteker en af de helt store vindere med den nye lov, da de fastholder eneretten til at måtte sælge receptpligtig medicin i Danmark. Det glæder apotekernes formand, Anne Kahn.

– Det er positivt, at apotekerne fastholdes som en del af sundhedssektoren, og at markedet ikke liberaliseres. Den nye lov gør det nemmere for apotekerne at åbne flere filialer, så de kommer tættere på borgerne, siger hun.

Både Dansk Erhverv, Forbruger- og Konkurrencestyrelsen og Forbrugerrådet Tænk har ellers anbefalet, at man liberaliserede markedet og satte handlen med medicin fri.

– Vi håbede på, at man valgte at ophæve monopolet. Det er mærkværdigt, at det kun er uddannede farmaceuter, som kan eje et apotek. Det ligner et middelalderligt levn, siger Vagn Jelsøe, som er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Selvom apotekerne altså beholder eneretten til at sælge medicin, så er den nye lov ikke kun en dans på roser for apotekerne.

En række varer, som bøger, kosmetik og energibarer, forsvinder nemlig fra hylderne, da loven forbyder apotekerne at sælge ting, som ikke er en del af apotekernes kerneforretning.

Hos Apotekerforeningen er man tilfredse med, at der nu laves lister over, hvad der må sælges på et apotek, selvom man ikke er helt enige i alle detaljer.

– Det er en god idé med sådanne lister. Langt hen ad vejen er vi enige i de udkast, som vi har set.

– Vi er dog ærgerlige over, at der for eksempel ikke må sælges allergivenlige kosmetikprodukter i fremtiden. Vi har en del allergikere og kræftpatienter som kunder, der kommer på apoteket for at få produkter, som de er trygge ved at bruge, siger Anne Kahn.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS