Antidopingenhed dropper Fuglsangsag
CADF bekræfter, at den har efterforsket Jakob Fuglsang for forbindelse til dopinglægen Michele Ferrari.
Den Uafhængige Antidopingenhed (CADF) bekræfter onsdag, at den har efterforsket Jakob Fuglsang for forbindelse til dopinglægen Michele Ferrari.
Enheden skriver også på sin hjemmeside, at den på baggrund af efterforskningen ikke har fundet anledning til at sende sagen videre til Den Internationale Cykelunion (UCI).
– CADF bekræfter, at den efter omhyggelig gennemgang af de tilgængelige elementer ikke har forelagt rapporten til UCI med henblik på at indlede en disciplinærsag mod de pågældende personer eller hold, står der.
Artiklen fortsætter under videoen.
Det er første gang, at CADF officielt kommenterer sagen, som DR og Politiken første gang skrev om søndag, efter at de var kommet i besiddelse af en hemmelig rapport.
Rapporten var udarbejdet af et eksternt bureau hyret af CADF, og enheden skriver, at det er Sportradar, der har stået for udarbejdelsen af rapporten.
Rapporten fra sommeren 2019 indikerer, at Jakob Fuglsang skulle have tilknytning til lægen.
Indikationer
I omtalen af den hemmelige rapport lød det om Fuglsangs og Astanas tilknytning til Ferrari:
– Efterretninger indikerer, at Astana Pro Team-cykelrytteren Jakob Fuglsang er i Michele Ferraris dopingprogram, og at holdkammeraten Alexey Lutsenko var til stede under mindst ét møde mellem de to i Nice/Monaco, står der blandt andet i rapporten.
Både Astana, Fuglsang og Lutsenko har benægtet, at de på noget tidspunkt har mødtes med Ferrari.
Også Ferrari nægter, at han skulle have mødtes med ryttere fra Astana.
CADF beklager, at rapporten er blevet lækket, og den skriver, at der er sat en undersøgelse i gang for at forstå, hvordan rapporten er blevet gjort offentlig, og hvordan det kan undgås, at det sker igen.