Antallet af sårede i Bruxelles-angreb stiger
Halvdelen af de omkring 300 sårede ved angreb i Bruxelles er stadig på hospitalet. 61 meldes alvorligt såret.
Antallet af sårede efter angrebene mod den internationale lufthavn og en metrostation i Bruxelles er opjusteret til 300.
Det meddeler det belgiske sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet Belga.
Stigningen skyldes blandt andet, at en del af de mennesker, der befandt sig tæt på bomberne, i første omgang gik hjem til sig selv. Men siden har de henvendt sig til deres læge eller på skadestuen med eksempelvis høreskader forårsaget af de kraftige eksplosioner.
31 mennesker blev dræbt i angrebene tirsdag. Af de omkring 300 sårede ligger halvdelen på hospitalet, og af dem betegnes 61 som alvorligt såret, oplyser sundhedsministeriet onsdag aften.
– Mange alvorligt sårede er stadig i live takket være redningstjenesternes hurtige og effektive indsats samt hospitalernes gode organisering, skriver ministeriet ifølge tv-stationen RTBF i en pressemeddelelse.
Myndighederne oplyser desuden, at der er over 40 forskellige nationaliteter blandt de sårede, og at fire af de sårede endnu ikke er identificeret, fordi de ikke er ved bevidsthed.
/ritzau/dpa