Antallet af mulige tests fordoblet

Godt nyt til test-bekymrede danskere.

Der er også trængsel ved lyntest-centrene i Danmark. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter at have indgået en ny aftale om flere hurtigtests, der kan afsløre stor forekomst af coronavirus, er den danske testkapacitet på vej til en fordobling. Det afslører Sundheds- og ældreministeriet i en pressemeddelelse onsdag.

Det betyder, at rekordmange danskere allerede fra onsdag vil kunne blive testet for Covid-19. Det skyldes tre aftaler, der blev indgået tirsdag, så yderligere 50.000 daglige hurtigtests kan leveres som en del af det offentlige test-tilbud.

Fredag blev en lignende aftale indgået, så private aktører kan nu samlet tilbyde 100.000 hurtigtests, mens Testcenter Danmark i forvejen har en kapacitet omkring de 100.000. Dermed er det nu muligt for dobbelt så mange at blive testet.

Aftalerne er blevet bidende nødvendige, fordi der i takt med en massiv stigning i antallet af bekræftede daglige smittetilfælde i Danmark samtidig er sket et stormløb mod de etablerede testcentre under Statens Serum Institut.

– Det er vigtigt, at de mange danskere, som gerne vil testes, ikke skal stå i timelange køer, så vi ikke risikerer, at nogle opgiver at blive testet. Hurtigtesten kan ikke erstatte de mere sikre PCR-test, men de er et rigtig godt supplement i denne tid, og vi ser allerede, at vi opdager flere smittede med den øgede testkapacitet”, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

Sundhedsmyndighederne vil hurtigst muligt komme med konkrete anbefalinger til, hvor hurtigtest kan gøre bedst nytte i den videre epidemikontrol, og de vil følge området tæt, står det i pressemeddelelsen.

Der er forskel

Selvom kapaciteten nu er kraftigt forhøjet, så er der stor forskel på de to testspor og -muligheder. Det er nemlig ikke de samme tests. Med en hurtigtest kan man få svar på sin coronavirus-prøve indenfor omkring et kvarter.

Testsvaret er også mere upræcist, da hurtigtesten kun vil slå ud, hvis forekomsten af coronavirus er meget høj. Derfor bruges de umiddelbart til at give et svar på, om en person er særlig vigtig at få isoleret, da der er potentiale for massiv smittespredning. Til gengæld kan man sagtens være smittet, selvom hurtigtest viser det modsatte.

En PCR-test, som SSI benytter sig af i de hvide testtelte, kræver en noget mere omfangsrig behandling på et dertil rettet laboratorium. Derfor er der noget ventetid på et svar. Til gengæld er disse tests langt mere præcise.

Falck er allerede begyndt at teste mange danskere. Det har ifølge Ritzau resulteret i et resultat, der faktisk er noget overraskende. Det seneste døgn har Falck nemlig testet 8959 personer med en lyntest, og det har resulteret i 357 positive tilfælde. Det giver en positivprocent på fire procent.

Ved de hvide testcentre var positivprocenten i døgnet mellem mandag og tirsdag beregnet til 3,3. 2992 personer blev testet positiv ud af 89.786 gennemførte prøver. Udfordringen den kommende tid bliver at få de to testresultatet til at tælle sammen.

For nuværende opgøres de hver sig. Forklaringen på den forhøjede positivprocent ved Falck kan skyldes, at personer med symptomer møder op til test her trods formaninger om at blive væk. Lyntests er kun til symptomfrie.

De nye aftaler er indgået med SOS International, Aarhusvirksomheden Carelink og Copenhagen Medical A/S.

Powered by Labrador CMS