Ansattes hjælp til Carl Holst er hovedtema
Regionsrådsformand vil nu finde ud af, om flere ansatte ulovligt har hjulpet Carl Holst under hans valgkamp.
Det vil mandag blive diskuteret på møder i Region Syddanmark, om politiet skal ind i sagen om regionale ansattes hjælp til Carl Holsts (V) valgkamp.
Søndag skriver Fyens Stiftstidende, at flere ansatte i regionen har hjulpet Carl Holst i forbindelse med det seneste folketingsvalg.
– Det, der er interessant nu, er at finde ud af, om der er foregået noget ulovligt. Og det er Statsforvaltningen og politiet, der i så fald tager stilling til det, siger Stephanie Lohse (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.
Den ulovlige hjælp til Carl Holst omfatter blandt andet en ansat, der selv betegner sig som taleskriver i råds- og direktionssekretariatet, skriver Fyens Stiftstidende.
Ulovlige taler
Medarbejderen har ifølge avisen formuleret klart ulovlige taler til Carl Holst.
– Vi har fået lavet en advokatundersøgelse af sagen. Heri gør advokatvirksomheden Kromann Reumert opmærksom på nogle taler, som, de ikke mener, har regional relevans, siger Stephanie Lohse.
– De anbefaler faktisk, at vi på den baggrund oversender deres rapport til Statsforvaltningen og til politiet.
– Det skal vi drøfte i forretningsudvalget og i regionsrådet i morgen, og det vil da være en nærliggende konsekvens at drage af det, siger hun.
Flere ansatte involveret i valgkamp
Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i flere hundrede mails, som Carls Holsts tidligere assistent Christian Ingemann Nielsen sendte i ugerne op til folketingsvalget.
Og her har det vist sig, at flere ansatte tilsyneladende var involveret i valgkampen.
De mange mails bekræfter ifølge avisen, at en række ansatte har kendt til Christian Ingemanns rolle, og at han i massiv grad har lavet kampagne for Holst.
En rapport fra statsforvaltningen har allerede fastslået, at Carl Holst handlede ulovligt ved at bruge den regionsansatte Christian Ingemann som pressemand under sin valgkamp op til folketingsvalget.
/ritzau/