Ansatte falder som fluer

Fra 2019 til 2022 er antallet af langtidssygemeldte ansatte i forsvarsministeriet steget med knap 300

Offentliggjort Sidst opdateret

De seneste tre år er antallet af langtidssygemeldte i Forsvarsministeriet steget fra 928 til 1226.

Det viser tal, som fagbladet Akademikerbladet har indhentet fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

I samme periode er der kommet mange nye ansatte på ministeriets område. Tager man det med i ligningen, svarer det til, at der er 15 procent flere langtidssygemeldte fra 2019 til 2022, skriver Akademikerbladet.

Kan ikke sige noget

Det svarer til, at 5,4 procent af alle Forsvarsministeriets ansatte var langtidssygemeldte sidste år.

Forsvarsministeriets Personalestyrelse udtaler i et skriftligt svar til Akademikerbladet, at der i ministeriet er fokus på at nedbringe langtidssygefraværet.

Styrelsen kan dog ikke sige noget generelt om årsagen til stigningen i sygemeldinger.

Må ikke registrere det

- Vi kan ikke sige noget om, hvor mange der langtidssygemelder sig på grund af arbejdspres, stress og lignende, da det ikke er noget, vi må registrere, lyder det.

Ud over selve Forsvarsministeriets departement tæller Forsvarsministeriets område en række styrelser og blandt andet Hjemmeværnet og Forsvarskommandoen.

En afdeling særligt ramt

Det er især i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, at mange sygemelder sig. I 2019 var der 42 langtidssygemeldte mod 144 i 2022. Det svarer til, at 8,5 procent af de ansatte er langtidssygemeldte.

Styrelsen oplyser dog, at årsagen stigningen er, at medarbejderstaben er blevet udvidet med 800 personer, fordi arbejdsopgaver er blevet hjemtaget fra en underleverandør.

Selv ministeren er ramt

DR beskrev desuden i februar, at 1943 forlod deres stilling i Forsvaret sidste år.

Den øverste mand i ministeriet, Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen (V), sygemeldte sig i starten af februar på ubestemt tid.

Troels Lund Poulsen (V), der vikarierer for Ellemann, er ikke vendt tilbage på Akademikerbladets henvendelser. Det samme gælder departementet.

Fra 2019 til 2022 er der kommet knap 300 flere langtidssygemeldte i Forsvarsministeriet. (Arkivfoto).
Fra 2019 til 2022 er der kommet knap 300 flere langtidssygemeldte i Forsvarsministeriet. (Arkivfoto).

10 tips til at håndtere stress

  1. Overblik: Start dagen med at få et overblik over hvad du skal nå og vær realistisk. Har du et realistisk indtryk af din tid og dine opgaver, vil du letter kunne justere dine forventninger til, hvad du kan nå.
  2. Prioritering: Det øger din effektivitet og dæmper stressniveauet, hvis du er i stand til at prioritere og derefter fokusere på og nå den valgte opgave. Er du i tvivl på arbejdet, kan du altid spørge din chef, hvad der skal prioriteres højest.
  3. Planlægning: Planlæg de prioriterede opgaver og følg din plan. De mest krævende opgaver bør lægges på det tidspunkt af dagen, hvor du arbejder bedst. Vær realistisk og sørg for, at der er tid til uforudsete opgaver igennem dagen. En god regel er kun at planlægge 60% af dagen, så der er plads til de ting, der kommer ind fra siden.
  4. Afrund dagen: Slut dagen af med at bruge 10-15 minutter på at planlægge morgendagens opgaver. Tager du arbejdsopgaver med hjem, gælder det om at være realistisk. Intet er så stressende som de opgaver, du tager med hjem og alligevel ikke får kigget på.
  5. Gør én ting ad gangen: Færdiggør en opgave inden du starter på en ny. Gem kun nødvendig information og papirer, resten skal smides ud.
  6. Pauser: Det er vigtigt at tage nogle korte pauser for at få ladet op. Det kan være at hente en kop te eller kaffe eller snakke kort med en kollega.
  7. Sund livstil: Brug kroppen, når du har mulighed for det, tag for eksempel trapperne i stedet for elevatoren. Motion er vigtigt når man er stresset, da reaktionen på en stresset situation som forhøjet puls eller blodtryk begrænses. Når du dyrker motionen forbrænder du også de stresshormoner, som har ophobet sig gennem en hektisk dag.
  8. Vejrtrækning: Dybe vejrtrækninger virker afstressende. Lige før du skal i gang med en opgave, kan du med fordel trække vejret dybt ned i maven 10 gange.
  9. Kommunikation: Kommunikér klart med dine opgivelser, uanset om det er kollegaer, din chef, venner eller familie. Det reducere følelser af stress at tale med andre om det. En uoverskuelig opgave bliver ofte mere overskuelig, når man har talt den igennem med andre. Vær ikke bange for at bede om hjælp, hvis du har brug for det.
  10. Arbejdsliv og privatliv: Hvis du er stresset så sørg for at adskille de to. Forsøg at fokusere på arbejde, når du er på arbejde og på din familie, venner eller hobbyer, når du har fri. Skab et overblik over, hvad du gerne vil nå i din fritid og vær realistisk både med tid og økonomi. For mange er økonomien nemlig også en stressfaktor.

Kilde: Psykiatri Fonden

Powered by Labrador CMS