Ansat tilbudt 1.000.000 dollar for angreb på Tesla
Den ansatte gik til sin ledelse, der gik til FBI. Så blev Egor anholdt.
En russisk statsborger er blevet anholdt i USA efter et mislykket forsøg på at installere malware på Teslas computernetværk. Det skriver Arstecnica.
Historien kommer egentlig fra The United States Department of Justice, altså det amerikanske Justitsministerium, men ministeriet omtaler ikke Tesla ved navn.
Det gør Elon Musk derimod. Den amerikanske milliardær, og ejer af blandt andet Tesla, har siden bekræftet, at det var Tesla, der var målet for det angivelige malwareangreb. Det skriver Arstechnica.
Egor i L.A.
Justitsministeriet skriver, at 27-årige Egor Igorevich Kriuchkov blev anholdt den 22. august 2020 i Los Angels. Han blev mandag i denne uge stillet for en dommer, hvor det kom frem, at han er mistænkt for forsøg på at få en ansat hos Tesla til at få malware indført i Teslas computernetværk.
Ifølge Justitsministeriet stod Egors arbejde på fra den 15. juli til omkring den 22. august, hvor han blev anholdt. I den periode samarbejdede Egor med flere andre, ukendte personer, om projektet.
Hvis den omtalte malware var blevet sluppet løs hos Tesla, havde Egor og hans kumpaner fået adgang til Teslas netværk.
Egor Igorevich Kriuchkov ankom til USA som russisk turist. Han opsøgte, og mødtes med, en ansat hos Tesla flere gange, og ifølge Justitsministeriet tilbød han 1 million dollars til den ansatte, mere end 6 millioner kroner.
FBI lyttede med
Ifølge Arstecnica kontaktede sin arbejdsplads, Tesla, hvilket førte til, at FBI gik ind i sagen.
Arstecnica skriver, at Egor betalte for vin, mad og spiritus, når han mødtes med den ansatte, og at FBI overvågede møderne over flere omgange. Når FBI ikke kunne overvåge møderne, blev de optaget af den ansatte selv.
FBI tog siden kontakt til Egor, hvilket førte til, at han forsøgte at forlade landet, hvilket han ikke havde held med.
Justitsministeriet understreger i en udsendt pressemeddelelse, at Egor i skrivende stund blot er anklaget i sagen. Han er uskyldig, til andet er bevist.
Da sagen blev omtalt på Twitter den 27. august, kommenterede Elon Musk på sagen, hvor han skrev, at han satte pris på, at den mistænkte var anholdt, og at der var tale om et “alvorligt angreb.”
Arstecnica skriver, at Elon Musk ikke har kommenteret på sagen siden da.