Ansat anklaget: Handicappet død i skoldhedt karbad

En tidligere ansat på bosted er tiltalt for uagtsomt manddrab, efter hun lod multihandicappet kvinde sidde i brandvarmt badevand

Multihandicappet kvinde blev fundet livløs i badekar. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Sidste år, den 19. juni, mistede Sofie Frydensbjerg livet i et badekar på Bostedet Bifrost i Vejle. Det viste sig, at hun var blevet efterladt og forbrændt i skoldhedt vand.

Nu har Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi så anklaget en tidligere medarbejder for uagtsomt manddrab.

Kunne ikke råbe om hjælp

Den 20-årige beboer blev fundet livløs i badevandet. Hendes torso var fyldt med andengradsforbrændinger, og hun havde opkast i munden og svælget.

Efterforskningen tydede på frygteligt svigt. Den unge kvinde havde siddet uden opsyn i det brandvarme karbad i 25 minutter.

Det har Vejle Amts Folkeblad tidligere fortalt, efter at avisen fik aktindsigt i sagen.

Sofie Frydensberg Nielsen var handikappet. Hun havde ikke noget sprog, og hun var fysisk heller ikke i stand til selv at stå ud af badet, har Vejle Amts Folkeblad tidligere skrevet.

Hvor varmt vandet har været, er uvist. Men Sofie Frydensbjerg Nielsen havde andengradsforbrændinger, da hun blev fundet, og fem timer efter blev vandtemperaturen målt til 36 grader.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad var temperaturen på vandet i den varme hane 52 grader.

Badeinstruks blev makuleret

Det kom også frem, at bostedet havde makuleret en vigtig badeinstruks.

Det stod beskrevet i instruksen, hvordan den handicappede kvinde skulle bades og under hvilken form for opsyn.

Kommunen meddelte, at der var sket “en dybt beklagelig fejl”, men afviste, at den mystiske makulering var et forsøg på at fjerne beviser.

Powered by Labrador CMS