Annoncehaj snød 59 firmaer for millioner
En 30-årig mand har i byretten fået 18 måneders fængsel for at have snydt og bedraget mindre virksomheder.
Den 30-årige Marc Blacha er i Københavns Byret blevet idømt 18 måneders fængsel for at have snydt virksomheder til at købe annoncer i telefonbøger og på internettet.
Manden ringede til små, nyopstartede virksomheder i Danmark og solgte dem værdiløse annoncer for omkring fire millioner kroner.
Tillægsstraf
Dommen på 18 måneders fængsel skal ses som en såkaldt tillægsstraf fra oktober 2014, hvor manden i en lignende sag blev idømt et halvt års fængsel.
Man idømmes kun en tillægsstraf, hvis straffen for det forhold, der er begået forud for den tidligere straffedom, ville have medført højere straf end fastsat ved den tidligere dom.
– Retten mener, at det hele har været meget organiseret og nøje planlagt. Du har ikke brugt dit eget navn, og du kan ikke huske, hvilke navne du har brugt, når du har ringet rundt, siger retsformand Henriette Sartvin i forbindelse med domsafsigelsen.
Annoncehaj havde travlt
Marc Blacha har haft travlt. Han havde blandt andet snor ude efter en frisørsalon i Holstebro, en kiropraktorklinik i Greve og mange andre firmaer rundt om i landet.
Han lovede dem, at annoncerne ville blive trykt i telefonbøger og på nettet.
I alt snød han 59 firmaer og et ukendt antal privatpersoner.
Marc Blacha vil nu sammen med sin forsvarsadvokat, Allan Lund Christensen, tage stilling til, om byrettens afgørelse skal ankes til landsretten.
I oktober 2014 blev Marc Blacha idømt seks måneders fængsel for 93 gange at have solgt værdiløse annoncer til danske firmaer over telefonen fra Dubai, hvor han dengang var bosat.
Han kan altså nu lægge halvandet år oveni den dom.
/ritzau/