Annettes hund er heldigvis ikke som alle hunde

Hunden Mickey blev år tilbage fundet i Gjerlev, hvor en af danmarkshistoriens værste sager om vanrøgt af dyr fandt sted.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Grenaa bor en lille hund ved navn Mickey. Han bor hos sin ejer Anette Kjeldsen, hvor han har det godt. Men det har han ikke altid haft.

Den lille hund har ar på sjælen. For tre år siden blev han, sammen med 61 andre misrøgtede hunde, fundet på en gård ved Gjerlev nord for Randers.

– Han kunne ikke gå ind og ud ad døre, og han kunne ikke gå på trapper på trods af, han var 2,5 år, siger Mickeys nye ejer, Anette Kjeldsen, til TV2 Østjylland.

Da Anette Kjeldsen åbnede sit hjem op for lille Mickey, var han både sky og bange, men i dag går det bedre.

– Førhen når der kom gæster, så vi ham ikke. Der sad han henne i et hjørne, forklarer Annette Kjeldsen.

Mickey og de andre 61 hunde, fra den voldsomme sag fra Gjerlev, blev fundet i 2017 som udsultede nervevrag med afføring i pelsen og voldsomme skader på kroppen.

Inden politiet dengang nåede ud til sagen, som beskrives som en af de værste dyreværnssager i nyere tid, havde parret på ejendommen skudt 16 hunde, som lå døde i plastikposer.

Den 71-årig kvindelige ejer blev i oktober 2018 idømt et års betinget fængsel efter sagen. Derudover blev hun frakendt retten til at have med dyr at gøre i ti år.

Kæmpede for dyrepoliti

Sagen fra Gjerlev fik blandt andet Karina Due fra Dansk Folkeparti til at kæmpe for etablering af et såkaldt dyrepoliti.

– Det er altså noget, der skal prioriteres. Vi kan ikke lade måneder gå, før nogle hunde bliver fjernet fra steder, hvor de går under så kummerlige forhold, som de har gjort her, sagde Karina Due (DF) til TV2 Østjylland, da sagen rullede.

Karina Dues kamp for de firebenede bar frugt. Som en del af Finansloven 2019 blev tre dyreværnsenheder nemlig etableret i Danmark.

Siden dyrepolitiet blev oprettet i juli 2019, har de såkaldte dyrevelfærdsenheder haft en del at se til. Politiet har oprettet 81 sager om blandt andet vanrøgt, mishandling og ulovlig import af dyr.

Det viser tal fra Rigspolitiet, som TV2 Østjylland har fået indsigt i.

– En oprettet sag er en for meget, så på den måde er det jo en trist nyhed. Dog er det positivt, at vi er blevet bedre til at opdage det, siger folketingsmedlem Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti til TV2 Østjylland i dag.

Håber på flere ressourcer

Hjemme hos Mickey og Anette Kjeldesen i Grenaa er glæden over dyrepolitiet og de 81 opsporet sager også stor.

– Det gør stort indtryk, for det gør jo, at de her hvalpefabrikker og de her ulovlige imports langt hurtigere bliver stoppet, og det er jo for dyrenes velfærd, siger hun til TV2 Østjylland.

Hun tror på, at dyreværnsenhederne kunne have gjort en forskel i sagen fra Gjerlev, hvis de altså havde eksisteret dengang.

– Hundene kunne måske være fundet noget tidligere, fordi nu er der jo afsat ressourcer til de her dyreværnsenheder, siger Anette Kjeldsen.

Anette Kjeldsen håber, at dyreværnsenhederne kan gøre en endnu større forskel i fremtiden.

– Jeg kan selvfølgelig håbe på, som dyreelsker, at der bliver tilført flere ressourcer, så vi får endnu flere sager løst hurtigere, siger Anette Kjeldsen til TV2 Østjylland.

I galleriet ovenfor kan du se eksempler på de skræmmende billeder af dyrene fra hvalpefabrikken i Gjerlev.

Powered by Labrador CMS