Anne Glad: - Vi har travlt
Optagelserne til nye afsnit af 'Kender du typen' er lige om hjørnet
Selv om optagelserne til en ny sæson af DR's 'Kender du typen' er lige om hjørnet, er det stadig ikke kommet frem, hvem der træder til i stedet for Flemming Møldrup og Anna Lin, der begge har valgt at stoppe.
Ifølge Billed Bladet ved end ikke Anne Glad, der fortsætter som den ene af programmets to livsstilseksperter, hvem hun skal arbejde sammen med.
Får det snart at vide
Det fortalte hun mandag ved afsløringen af årets Julemærke på Københavns Rådhus.
Anne Glad kunne dog afsløre, at hun snart ved meget mere. Hun er nemlig blevet bedt om at holde sig klar til optagelserne.
Har ingen planer om at stoppe
- Jeg har lige fået at vide, at jeg skal sende min kalender igen. Vi skal optage i år, for vi skal være klar til januar. Så vi har travlt. Det sidste jeg har hørt, er, at vi skal optage i november og december, sagde hun.
Anne Glad har været en del af det populære program siden 2011 og har ingen planer om at takke af.