Anmeldere sender stjerneregn efter Star Wars

Den nyeste Star Wars-film er et godt udgangspunkt for de kommende års stjernekrigs-film, lyder anmeldelser.

For første gang siden 1983 vil skuespillerne Harrison Ford, Carrie Fisher og Mark Hamill optræde på det store lærred i rollerne som rebellen Han Solo, politikeren Prinsesse Leia og helten Luke Skywalker. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Star Wars er blevet genoplivet med den længe ventede og syvende film i stjernekrigs-sagaen, “The Force Awakens”. Og de danske anmeldere er begejstrede.

I Berlingske får filmen, der har premiere for danske biografgængere onsdag, fem ud af seks stjerner.

– “Star Wars: The Force Awakens” har glimt i øjet, men vigtigst er den lavet af mennesker, der bruger den stærkeste kraft af den alle, nemlig en dyb kærlighed til deres gerning, lyder det i Berlingskes anmeldelse.

Første af tre nye

Filmen er den første af tre efterfølgere til de seks oprindelige film og varsler starten på en ny bølge af Star Wars-film.

Og det nyeste værk er et godt udgangspunkt for de kommende års stjernekrige, lyder det fra anmelderne.

– I den ånd vil jeg forfægte – med lyssværd og hele svineriet – min tro på, at den næste “Star Wars”-film bliver endnu bedre. Kraften er vækket. Legen kan begynde, skriver Politikens filmanmelder Kim Skotte.

Disney har taget over

De tidligere Star Wars-film er instrueret af George Lucas, men Disney har overtaget selskabet Lucasfilm, og den nyeste film i rækken er derfor instrueret af instruktøren J.J. Abrams.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS